37 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
københavnske borgerlighed på den anden side er pudsig, men også
tankevækkende. For vel er menneskene ens til alle tider, men hver
historisk periode har nu alligevel sit eget specielle præg. Den del
af kirkegården, som nu er passeret, giver et fuldkommen ægte
udtryk for følemåden i 1790’erne. Det var ikke alene professor
Wiedewelt og digteren Samsøe, der sværmede for dyd, fædreland
og efterslægtens gavn. Det var også klejnsmedemester Timm -
selv om måske nok de første gav tonen an, og de andre ikke altid
efterlignede så smukt som han. Her er nu f. eks. tobaksfabriqueur
Roslins
grav - også fra år 1800 og atter nær ved Wiedewelts.
Gravmælet bragte engang kunsthistorikeren F. J. Meier i nærmest
hysterisk affekt: »Det er umuligt at se mere skrækindjagende
Uhyrer end de to Togastatuer i halv Størrelse og Statuetter i ro
mersk Dragt, der »pryder« disse to Gravmæler; man skulde tro,
at Trolde og Underjordiske have røvet de oprindelige Billed
støtter der og sat deres egne vanskabte og modbydelige Skiftinger
i Stedet for dem.« Det var i 1890, og de er ikke blevet kønnere
siden, stærkt afskallede, som de nu er. På jorden ligger en flad
ligsten, prydet øverst med en opslået bibel, nederst med et død
ningehoved.51
Man erindres herved om en anden harmfuld udtalelse, denne
gang fra samtiden selv. Rahbek, hvis far ligger begravet herude,
klagede i 1803 over adskillige forhold på kirkegården, specielt de
mange naragtige gravskrifter. »Og føier man nu dertil«, skrev
han, »den Mængde af ildegrinende Dødningehoveder og afskye
lige Beenrade, som vrimle næsten paa alle Monumenterne; saa
behøver man kun, for at faae Væmmelse nok og aldrig sætte sin
Fod der tiere, at gaae derud om Sommeren og see Folk ligge
imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundtom
fordeelte Musikantere spille den ene Drikkevise efter den anden.
Alt dette burde være anderledes.«52
37