38 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
Dødningehovedet findes altså bl. a. på Roslins gravsten, ved
siden af hvilken man finder et mindesmærke, udformet som en
grotte, hvorover en slange snor sig omkring et kors. Det er på det
Klein’ske familiegravsted. Den tilgroede natur på disse kanter
kan vel også nok have indbudt til den slags udskejelser, som Rah-
bek nævner i forbindelse med monumenternes udsmykning.
Af alle historierne om Assistens Kirkegård er den om spiseriet
herude den bedst kendte. Man finder den både i stilfærdige og
i grelle versioner. August Hennings kender den, og Werlauff
omtaler den i sine erindringer, hvor spisningen kaldes en søndags
aften-forlystelse for familier. I 1872 benytter H. C. Andersen
denne skildring i et af sine allersidste eventyr: »Portnøglen«:
»Det var i Kong Frederik den Sjettes Tid. Kjøbenhavn havde
den Gang ingen Gas, den havde Tranlygter, den havde intet
Tivoli eller Casino, ingen Sporvogne og ingen Jernbaner. Det var
Smaat med Fornøielser imod hvad det nu er. Om Søndagen gik
man sig en Tour ud af Porten til Assistents-Kirkegaarden, læste
Indskrifterne paa Gravene, satte sig i Græsset, spiste af sin Mad
kurv og drak sin Snaps til; eller man gik til Frederiksberg, hvor
der foran Slottet var Regiments-Musik
«.53
Man skulle forsværge, at dette stilfærdige folkelivsbillede også
kunne udformes således, som den tit omtalte F. J. Meier gør det,
når han kalder den ældste Assistens Kirkegård »et Samlingssted
for alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den
forkasteligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men ogsaa for
den laveste Del af Omegnens Befolkning, som paa Søn- og Hel
ligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredvis liggende
paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker,
spisende, smøgende, tyllende sig fulde af
01
og Finkel, syngende
og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og fra
38