40 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
almindelighed. Pudsigt er det, at netop graverne skal holde orden,
eftersom det af »Politivennen« flere gange fremgår, at »der er
ligesom et offentligt Vertshus i Beenhuset«, hvilket jo må være
med gravernes vidende og til fortjeneste for dem. Af samme grund
vil man forstå, at det nye forbud ikke overholdtes, skønt det -
atter forgæves - indskærpedes i 18 14 og 18 16 . Kirkegårdsspiseriet
fortsatte ufortrødent op gennem tiderne.55
Syd for hovedvejen fra Kapelvej-porten løber en sti, ved hvilken
Søren Gyldendals
gravsted findes. Monumentet er af Dajon —i den
gængse stil med mindeurne og et portrætrelief, der ifølge provst
Fr. Schmidt skal være »temmelig idealiseret og ingenlunde nogen
tro Afbildning af hans Jyde-Fjæs.« Urne-monumenterne florerer
stærkt netop i dette nabolag. Den store bogforlæggers gravmæle
fortæller, at det var Gyldendals enke, Friderique Kraft, der rejste
det. På Nicanders tid så det lidt anderledes ud. Han omtaler nem
lig — fra 1827 - »Søren Gyldendals hvita urna, bekransad av
mossa och holjd av en stenhop.« Selve gravstedet er anlagt med
fliser som »åben begravelse«, d.v.s. med gravkammer, og da man
efter de store gravrøverier i januar 1804 undersøgte graven, fandt
man to kister anbragt i dette kammer.56
Meget er der i tidens løb skrevet om disse røverier, ikke mindst
i forbindelse med undersøgelsen af fru Bodenhoffs grav. Det er i
den forbindelse mærkeligt at se, hvorledes opdagelsen af hærvær
ket forvarsles ved notitser i datidens aviser. Det er åbenlyst, at
graverne på dette tidspunkt skaltede og valtede med kirkegårdens
affærer, som det passede dem. De mange tyverier i året 1802
er omtalt, og året efter klages der over, at man to dage efter en
begravelse endnu ikke har tilkastet graven. Dog var det først i
januar 1804, det gik galt, da skomager Meyer og vildthandler
Søeberg fandt liget af Meyers to dage forinden begravede søn
henkastet under nogle buske, graven tom og kisten væk. Da sa
40