44 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
ring og stå vagt om kisten. Men ude på Assistens Kirkegård stod
den afdødes søstersøn, lægen Henrik Lund frem og protesterede
mod den kirkelige begravelse. Stiftsprovst Tryde, der skulle fore
tage jordpåkastelsen, tog til genmæle over, at en ikke-ordineret
ville tale her. Der fulgte en retssag på, Henrik Lund idømtes en
mulkt og måtte give stiftsprovsten en undskyldning, og dermed
var sagen endt —kun ikke for Henrik Lund og for P. C. Kierke-
gaard, hvem den dødes tanker knugede livet igennem, til de begge
endte i sindssygens mørke. Så først ebbede bølgen ud.59
Selve graven bærer vidne om striden. I 1867 - 12 år efter filo
soffens død - tryktes et digt af F. L. Høedt: »Søren Kierkegaards
^ raV ’
»Etsteds i Dødens Urtegaard,
hvor Monumenter prange,
der grønnes og en stille Grav,
useet iblandt de mange.
Der lagdes han, af Dagen træt,
til Hvile Natten over,
men ingen Steen og intet Navn
betegner, hvor han sover.
Der lagdes han —endnu, som før,
Nysgjerrighed en Gaade,
i Døden, som i Livet, skjult
saa godt, som han formaaede.
Du griber ham saa lidt, som før,
thi selv i Gravens Gjemme
det er, som om han negted sig
endnu bestandig hjemme.
Men følg det Ironiens Vink,
han ogsaa her har givet,
og vend dig fra den Døde hen
til Ham, som eier Livet:
Da seer Du i den Herres Favn,
for hvem han ville glemmes,
en Mindetavle med hans Navn,
som viser, hvor han gjemmes.«60
44