EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
Tyge Rothe, der et enkelt år var første borgmester i København
og et enkelt år amtmand i Segeberg, havde tidligere været profes
sor ved Universitetet. Rigt gift, som han var, trak han sig dog
tidligt ud af al offentlig virksomhed og levede dels som landmand,
dels som skribent. En alsidig mand. Han regnedes blandt tidens
landbrugsreformatorer og forbedrede bøndernes kår ved udskift
ningen. Stort navn havde han i tiden som filosof, skønt kun få
begreb hans bøger, især på grund af den snurrige stils blanding af
uklarhed og affektation. Han repræsenterede på godt og ondt sin
samtid, og læser man det lille skrift, »Karen Bjørns Minde«, som
han udgav efter sin kones død, må man skiftevis gruble anspændt
og smile uforbeholdent, men alligevel synes man om manden,
fordi denne bog så åbenbart er dybt ærlig. Samme følelser griber
en over for den prægtige Karen Bjørn, når hun udtaler sig om
kvindesagen eller om børneopdragelse. Rothes skildring af hendes
»festlige Dødstime« er på een gang uhyggelig og imponerende:
»Her staaer jeg nu ved det sidste stoere Optog i Karen Bjørns
jordlige Rolle. Jeg staaer ved hendes Pillegrimsfærds Ende. -
Derom kan jeg ei tale meget. Mit Hierte taaler det ikke.
Faa Dage holdt hun ved Sengen. Hun saae Døden nærme sig.
Men høie Fred var i hendes Siel. Forstanden vedblev at være lys.
I Tonen var ikke Spoer af Ængstelighed. Til mig sagde hun: -
Jeg har lidet at tale med dig om jordiske Ting. Hielp den, og den
- fleere —saa mange du kan.
Til hendes troefaste agtværdige Varterinde sagde hun: - Føl
den Arm - den er død. —Kort efter henheldede hun sit Hoved.
Der kiendtes ikke Seenetrekning. Aandedrettet var jevnt. - Hun
blev friegiort - herliggiort - saliggiort.
O det skiønne L iig ! der var i Aasynet ei mindste Spoer af skeete
indre Forstyrrelse. Over Aasynet var udbredt samme fordums
Værdighed - samme Sieleroe.
Historiske M eddelelser 4
49