52 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
begravelser, men nu blev det rent galt. »Fra alle Kanter stege
Tilskuerne over Kirkemuren, saa at Kirkegaarden, da Liget kom,
allerede var smækfuld af Mennesker. Træerne, som staae der, Mo
numenterne, og de indhegnede Grave, vare spækkede med Til
skuere, der brød Grene af her, beskadigede og tilsølede Kunstens
Verker hisset, og overalt nedtrampede Gravene paa den jammer
ligste Maade«, hedder det et sted, medens man andetsteds længe
efter mindes »de skændige Optrin ved den afdøde, værdige Ca-
pitain Andresens Liigfærd, da en Mængde vel- og sletklædt Pøbel
steg ind over Muren og foraarsagede mange Uordener.«'0
Sådanne tilskueroptøjer, hærværket og det gemytlige spiseri mel
lem gravene affødte — ligesom gravrøverierne — en lang række
forslag i datidens blade vedrørende kirkegården, forslag der vid
ner om, hvor lang tid det tager for en institution at tage fast form.
Først og fremmest prøvede man at begrænse adgangen til kirke
gården. Det kunne ske ved, at man simpelt hen lod portene være
konstant lukkede, så at folk måtte låses ind og ud - som i vore
dage på den protestantiske kirkegård i Rom. Eller man kunne ind
føre bestemte åbningstider, f. eks. fra kl. 8 til 12 og fra 4 til 5, hvis
man ikke foretrak at lade besøgene finde sted under tilsyn af
graveren og hans folk. Der var også den mulighed, at man nøjedes
med at holde een af portene åben ad gangen. Besøgene kunne en
delig begrænses ved, at man tog entré. Det foreslås vitterligt flere
gange. Taksten skulle være på 4 eller 8 skilling - der kunne gå til
en fattigblok —eller 8 -12 skilling om hverdagen og gratis om søn
dagen. Fri adgang - man fristes til at sige »fribilletter« - skulle
kun gravstedernes ejere og deres pårørende have, hvis man ikke
ville indføre abonnement til etablissementet. - Ved begravelser
burde en militær vagtpost ved porten bortvise alle nysgerrige, me
dens kirkegården skulle ryddes, og kun de nærmeste tilstedes ad
gang, »men aldeles ingen Gadedrenge eller Gadetøser«. Dog fore
52