47 / 199
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
- Stormius, Elysii nunc - tenet arva pius«. I oversættelse: »Muser
nes fostersøn kær med dyder glimrende smykket, - Storm, den
fromme, har nu bo i lyksaligheds land«. Det enkle monument
bærer et relief, som er udført efter tegning af Storms plejesøn,
Poul Edvard Rasmussen. Begravelsesvæsenet vedligeholder det.
I sin tid skal det altid have stået skævt, en ulempe, man nu har
overvundet.63
Edvard Storm er i vore dage i Danmark lige så glemt som
Samsøe. Selv hans tidligere bekendte »Zinklars Vise« læses nu kun
af litteraturhistorikere. Måske erindres han bedre som Oehlen-
schlågers lærer i Efterslægtens Skole. Da »den lunefulde, særsin-
dede Pebersvend« skrantede, bragte Oehlenschlåger ham frugt fra
Frederiksberg, og da han, der var »en ægte Christen, en ægte
Nordmand, en ægte Menneske- og Børneven«, døde i 1794, voldte
det stor sorg i skolen. Næsten alle græd. Oehlenschlåger fortæller:
»Jeg gik ud paa Frederiks Hospital med en halv Snees Andre. Da
vi kom ind i Gaarden, bare to Karle en Bør med et tildækket Liig
over Gaarden. »Kan De ikke sige os, hvor er Storms Liig?« -
»Det er her!« - Vi fulgte Liigbærerne, og vare saaledes den af-
siælede Vens første Liigfølge. Da Baaren var sat i Kammeret,
blottede man hans Ansigt, vi saae det for sidste Gang, overgave
os til vore Følelser og gik.« Smukkere eftermæle har ingen på
Assistens Kirkegård fået.64
Portrætrelieffet finder Oehlenschlåger ikke godt. Storm gik altid
med en krumkam om håret, og den mangler på portrættet.60
Et stykke vest for Storms grav ser man under træerne på højre
hånd en meget stor, brunlig runesten. Den er fra 1864 og vidner
på ny om ændring i smagen. Med en sådan attrap hædrede man
dengang oldforskeren
Carl Christian Rafn.
Det er ikke den eneste
runeindskrift på kirkegården, men det er den eneste imiterede
bautasten. På forsiden snor et runebånd sig om et primitivt kors.
47