![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0059.jpg)
EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D
bog, har bredt sig helt til Kina. Der er her ingen grund til nøjere
at gå ind på selve historien om den rige, unge enke, Giertrud
Birgitte Bodenhoff, som blev levende begravet, men vågnede i
kisten, da gravrøveren plyndrede den, og så blev slået ihjel af
ham. Sagnet går tilbage til samtiden, forskellige supplerende
beretninger syntes at bekræfte dets sandhed, og det endte med, at
en undersøgelse af graven blev foretaget i januar 1953. Bagefter
fortsatte diskussionen, idet een part mente, at sagnets rigtighed
var sandsynliggjort, medens en anden stillede sig tvivlende.80
Uden at tage standpunkt i striden kan man gøre opmærksom
på, at der i samtiden forefandtes en række tilskyndelser til myte
dannelse netop ved denne grav. I den gryende romantiks dage
var rædselshistorier fra kirkegårde »gefundenes Fressen« for naive
sjæle, og man havde i dette tilfælde muligheder for at lade fan
tasien spille. Først var der den unge, stenrige enke - faktisk en
værdig heltinde. Men dernæst var der skindøde-historien. Over
læge Starcke fortæller selv, hvorledes dette spørgsmål diskuteredes
stærkt i tiden, bl. a. med støtte i Jacob Winsløws og Bastholms
skrifter. Sidstnævnte ønskede jo ligefrem, at der skulle oprettes en
institution, som kunne garantere mod, at skindøde begravedes
levende. I 1808 specificeres dette til ønsket om et lighus, og ved
indretningen af den nye graverbolig, der var færdig samme år,
indrettedes da også en ligstue, hvor de afdøde kunne henstilles,
bl. a. med en snor om håndleddet, således at snoren var forbundet
med en klokke i graverens stue. Hvis klokken lød, var der altså
fare på færde. Endnu i det nye kapel fra 1867 indrettedes et lokale
for eventuelt skindøde. Det bør her erindres, at der før 1829 ingen
dødsattest krævedes. - På baggrund af disse diskussioner i sam
tiden må en bestemt udtalelse, der citeres i overlæge Starckes bog,
have vakt stor opsigt, nemlig de ord, fru Bodenhoffs broder lod
falde efter hendes død: »Jeg kan ikke forstå, at de har begravet
59