62 / 199
H E N N I N G V A L E U R L A R S E N
over generalkrigskommissær
Morten Wærn
og hans hustru
Martha
Wærn,
den rige købmandsdatter fra Oslo, der i sin enkestand ved
en donation købte sig titel af gehejmekonferensrådinde og - to år
efter —ved sin død efterlod sig 200.000 rdl., som gik til det be
kendte »Wærnske Institut« for fattige piger. —Det vældige monu
ment i sandsten og marmor er rektangulært og 4^4 meter højt.
To medailloner bringer de afdødes data, en askeurne står neden
under i en niche, og under denne igen symboliserer et smukt relief:
Vindskibelighed og årvågenhed. En plade på jorden fortæller,
hvem der har fået gravmælet tilskødet, og indskriften under re
lieffet lyder: »Den afdøde vovede sit Liv og tabte meget af sin
Formue for at ophiælpe nogle af Norges Fabriquer, og hans til
fredsstillende Belønning var hans Medborgeres Gavn«, hvilket vil
sige, at den unge nordmand på regeringens initiativ og for offent
lig regning sendtes udenlands for at sætte sig ind i glastilvirkning
og engagere fabrikører. Rent ud sagt skulle han se at komme på
sporet af en fabrikshemmelighed. Det gik fint nok i begyndelsen,
selv om han måtte være forsigtig og især arbejde om natten, men
da både folk og materialer var hjemsendt, blev Wærn afsløret og
kastet i Londons Newgate. Atter måtte der virkes med intriger,
indtil en livsfarlig flugt kunne iværksættes, men ud slap han -
selv om fredsdommeren, der hjalp til, mistede sin stilling og til
gengæld fik erstatning af den danske konge. —Takket være den
historie kom der gang i glastilvirkningen i Norge. Wærn fik tilsynet
hermed og hædredes særdeles. Dog blev han tidligt affældig, måtte
trække sig tilbage og døde i København efter 15 års otium her.85
Det fremgår klart af alting, at borgerdyds-tiden forstod at vur
dere sin egen dyd. De pragtfulde gravmæler taler højt herom.
Alligevel er dette ikke hele sandheden. Da den deputerede i Fi-
nanskollegiet
Johann £oega
i 1788 lod sig jorde herude, blev hans
mindesmærke et sort trækors med indskriften: Etatsraad Zoega.
62