Forskønnelsen

H vo r herlig v a r ikke en s a a d a n

G ruppe a f b red t hvæ lvede Bøge! I en

P ark egner de slank t opstigendeT ræ er,

Pop ler eller F y rre r, sig godt til a t s taa

frit iT e rra in e t, derim od ikke G rane r,

de v irke r fo r spidse o g »sk ø rte k læ d te «.

Parkens T ræ e r k an ogsaa m e re frit

følge Spadseregangen eller sam le sig

i regelmæssige Alleer, h vo r m an h a r

Brug fo r en Plads til sam le t P rom en ade

e lle r h vo r m an skal m a rk e re en Ad

gang, en ten ind i P arken eller fra denne

op til en Bygning.

B l o m s t e r h a r e t sto rt Pub likum og

ikke uden G rund. De giver F arve r.

Ude i Parken , i s tø rre G røn svæ rflade r

h a r m an m ed Held forsøg t a t »strø«

B lom ster f r it—iR eg lenT u lip an e re lle r

Crocus — saa ledes a t de nøje g aa r

ind i F laden b lo t som en oplivende

F a rvebestandde l. Menegentlige Blom

ste rb ed e b ø r m an væ re m eget v a rsom

m ed i en Park . De b ry d e r dens K a rak

te r p aa uorgan isk M aade, og k om m e r

ikke let i H a rm on i m ed deres Omgi

velser. Øjet skal i Parken kunne glide

frit hen o v e rjo rd flad e rn e , m en Blom

ste rbedene ho ld e r det fast og k om

m e r let til a t v irke som henslæng te

b ro d e red e Sofapuder, m edens de p a a

re tte Sted vilde v irke som B lomster.

Disse skal nem lig behand les e fter de

res egen N atu r, ikke som »Dekora

tion«. De h ø re r h jemm e u n d e r det

sn ev re re Begreb »Have«, h vo r G a rt

n eren kan give den sin næ nsomm e

Pleje i det enkelte. H vo r de skal gro,

m a a d e r væ re lun t og lukket, Læ for

S torm og Støv. Man skal gaa i Ro med

B lomster, d er skal helst væ re lidt

Præg a f Søndag hos dem , fo r a t de

skal faa den re tte Virkning p aa Øje

og Sind. De skal vokse p aa et frede t

Sted, afsond re t fra a lt hv ad d er m in

d e r om Vej og Fæ rdsel, ikke b lot fra

G adens Stimen, m en ogsaa fra Mor

gen turenes T rav og fra dem , som blot

skyd e r Genvej gennem Parken .

Det e r en ren M isforstaaelse, at

B lom sterbede skal anb ringes i G ræ s

p læ ne r. De m a a gerne h e lt ud fy lde

d eres Bede. I S tedet fo r G ræ s k an

m an h av e lave Buxbomhegn, S ten

kan tn inge r, B a lustrade r. D e rk a n p y n -

tes m ed V ase r a f Sandsten eller M a r

m o r, m ed K ildevæ ld, m ed Bænke,

m ed sm a a F igurer. Men M onum en te r

og sto re S ta tu e r p asse r ikke i Blom

ste rh av e r.

Man kunde vel tæ nk e sig en Fo rb in

delse a f B lom steran læg og Park , om

m a n vilde vende tilbage til den gam le

fran sk e Stilisering, h vo r H ovedvæ g

ten blev lag t p a a Bedenes snø rk lede

L inier. Men det e r sa a re tv iv lsom t,

om en sa a d a n T ilbagevenden vilde

væ re ønskelig. Slige P a rk e r uden

T ræ e r, uden Skygge vilde v irke stive

p aa v o r Tids Pub likum og h u rtig t fo r

jage det. De e r opfundne u n d e r F o r

hold — ved S lo ttene — h v o r m an

havd e nok af fri N a tu r, a f M a rk og

Skov uden om , og de v a r d e r fød t a f

en M odsæ tningens Lov, som ikke fin

des p a a tilsv a rend e M aade i m od e rne

S to rbye r.

V a n d l ø b og V a n d b a s s i n e r h a r

en væ rd ifu ld Evne til a t v irke opli-

v e n d e p a a ø je t. D er e r en M odsæ tning

m ellem det lunefu ld t sk iftende selv i

det jæ vn e ste T e rra in og V andets lige

som glatslebne Overflade, som Øjet

h a r et eget V e lvæ re ved a t føle hen

over. D erm ed fo rb ind e r sig Bevidst

heden om V andets b løde og vigende

Stof, om a t d e r e r noget u nd e r O ver

fladen — det lokk e r og

ægger

F an ta

sien. Sæ tte r V inden O verfladen i gli

dende K rusninger, k om m e r et Bevæ

gelseselem en t til, som yderligere æg

ger Fan tasien , m inde r om Aa eller

Flod ad hvilken m an kunde fø res

langt bo rt i fjerne og ukend te Egne m el

lem B reddernes vekslende Ind tryk .

Jeg h u sk e r en Morgen fo r m ange A ar

siden p aa Smedelinien, et ensom t Øje