39 / 129
blik, da en enkelt hvid Svane kom gli
dende imod mig m id t ad K aste lsgra
vens b lanke Vand , m ed to lyse Køl
v an d s s trib e r e fte r sig. Jeg g lemm er det
aldrig, det v a r som selve Even ty re t
kom mig ta v s t tog forventn ingsfu ld t
imøde. Jeg m indes en anden Gang, ved
den b rede Kanal som før i Tiden v a r
V oldg rav omkring U trech t og hvis
B redder nu e r en s to r Park m ed T ræ e r
hvis S tamm e r skyd e r som høje Søjler
op a f Jo rd fladen — uden Underskov .
D er kom lave bugede P ramm e stagen
de med svæ re Hølæ s, krusendeSpejlet
a f de sto re T ræ e r, og F an tasien sa ttes
i Bevægelse til a t m angedob le Syns
in d try k k e t ved Forestillinger om de
b rede og side Enge, h v o rfra K analen
kom — disse ho llandske Enge med
Kvægflokkene h v o r pludselig h e r og
d e r Sejlet a f en Baad ra g e r op og teg
n e r sig mod Lu ften — og om d e t sto re
H av m od hv ilke t K ana lens Vande
ustandselig t flød videre.
EnV and flade h a r ikke b lo t sinBlank-
hed , sit Spil a f Lys og F a rve r, m en
tillige sine Spejlinger, denne m æ rk e
lig illuderende Forening a f den v and
re tte og den lod re tte U dstræ kn ings
tilsyne ladende Modstrid. Det fladeste
V and k an jo ved Spejling a f H im len
og dens d rivende Skye r fa a Udseende
a f en uendelig Dybde. Selv Bevidst
heden om, a t dette e r en Illusion, lok
k e r ogsaa F an tasien , N erven i Menne
skets aandelige T ilværelse, F o ru d sæ t
ningen fo r al Kultur. Ved de næ vn te
Egenskaber b e ty d e r V ande t sa a m e
get i en Park , og d e rfo r e r det en vig
tig Sag a t skaffe det re tte ha rm on isk e
F o rho ld mellem P ark og Vand.
V ande t m a a ikke isoleres fo rm ege t,
ikke gøres til en »Grøft« i en A fkrog
a f Parken . H eller ikke m a a m an dække
Syne t deraf. Tvertim od bø r m an lade
det spille den s tø rst mulige Rolle i P a r
ken, som det e fte r sit Omfang og sin
Plads e r i S tand til. Og det skal sæ ttes
F ra C hristianshavns Kanal.
i h a rm o n isk Forho ld til det omgivende
Terra in . L ad det flyde mellem b rede
g ræ sk læ d te Bredder, h v o r det k an
ligge aab en t og »tage H im len i Farve«
og spejle de høje fritstaaende T ræ er.
Visse S teder k an T ræ e r og P lan te r fo r
tro lig t lude ud ove r Vand fladen; og
h vo r V andet træ k k e r sig samm en i
sm a llere Løb , m a a T ræ e rn e gerne
s ta a tæ t og ove rhvæ lve det m ed deres
Løv tag i bløde g rønne Skygger og
Spejl. G rænsen mellem Bred og V and
flade m a a ikke b ru ta liseres. Det e r
smuk t, n a a r den b rede Grønning lige
som vok se r he lt ud i V andet og Græs-
s tra a en e b ad e r sig deri. H vo r ofte h a r
vi ikke beklaget, a t dette i sin Tid blev
sa a ganske fo rsøm t ude ved Søerne.
I Schw erin , som ligger mellem Søer
a f udp ræ g e t L ighed m ed dan sk L an d
skab , d er kunde vi læ re , med hvilken
Nænsom hed sligt k an gøres uden at
opgive den »Orden« som k ræ v es langs
Byens Gader. G aa r gruslagte Spadse
regange helt ud til V andet, e r det fo r
nøjeligt m ed en »Strandbred«, h vo r
K rusn ingerne k an skvu lpe som sm a a
Bølger og m an k an se Bunden gennem
d e resG la sk la rh ed . Skal m an nødven
dig hav e en A fgrænsning som fæ stn e r
Jo rd en imod Vandet, saa kan m an
h ave K an tn inger a f huggen Sten, men
33