129 / 248
- 120 -
mange Aar, og Gud vil dog ikke berøve mig alle mine bedste Ven
ner paa engang! hvad skal jeg gøre uden Dem, der saa sjælden
passer til mig, som forstaar mig saa godt? Jeg ser, min kære
gamles Bortgang har rystet
Dem dybt
og overanstrengt Dem, og
atter heri gjorde De for meget ved at skrive det kære B rev ...
Hun var
stærk for andre,
derfor maaske netop forsagt for sig selv.
Jeg vil savne hende mer, end mange aner. Hun var mig en
mo
derlig
Veninde i et og alt . . . Ingen Glæde uden Sorg, hist oppe
bliver det bedre!"
Frk. C., 29/ 7 80: „Vor Bestyrelse har, i alle sine Medlemmer,
vist nok Velvilje for Sagen, men Tilliden til vor Herres Bistand,
Troen paa Sagens Fortræffelighed, Forstaaelsen af dens Krav, er
endnu ikke blevet det bestemmende i vore Beslutninger, Bærekraf
ten i vore Handlinger eller i Stand til at give Frimodighed til at
gaa Fremtiden i Møde. I god Tro og venlig Følelse for Dr. Paulli
er jeg saa lykkelig at mødes med Deres Majestæt; ogsaa P. D. har
jeg den Glæde at kunne sige om: det synes, som han passer ind
i vore Forhold."
Hvad der i denne Bestyrelse tænktes at skulle blive dens
Styrke, nemlig at den ved Skiftet dog beholdt Stein som Formand,
viste sig i Virkeligheden som dens Svaghed. En Dør skal være
enten aaben eller lukket! siger et fransk Ordsprog. Man kan ikke
være baade inde og ude. Under vanskelige Pengeforhold, med
mange alvorlige Opgaver for sig, kunde Bestyrelsen ikke være tjent
med at have et Hoved, var det end aldrig saa dygtigt, der ikke
var helt med. Splittelsen var for dyb og stor; Huset var splidag
tigt med sig selv, og Sagen kunde ikke komme frem. Hds. Maj.
Dronningen, som blev underrettet derom af de nærmest forstaaende,
greb da ind med følgende Brev:
Dr. til Pastor Stein: „Fredensborg, 25. Nov. 80. Da De i
Foraaret bad mig om at maatte blive fritaget for Deres Embede
som Præst i Diakonissehuset og tilbød at beholde Stillingen som
Formand indtil videre, modtog jeg Begæring og Tilbud, det første
med Sorg, det sidste med Tak, idet jeg
straks
tilføjede, at det vilde
vise sig, at Deres Tid i Længden ikke kunde slaa til, at virke i de
mange forskellige Retninger, især med det store
Kald,
der var Dem