DenDanskeDiakonissestiftelse

- 115 -

en Sort Hovmod af sig, i hvilken vi se ned paa andre Sygeplejer

sker, og holder desuden den tykke og tunge Luft af gudeligt Smaa-

snak vedlige, som falder andre saa kvælende paa Brystet." I An

ledning af disse og lignende Udtalelser af Pastor Stein har jeg al

vorlig bedet ham sige mig, om han følte Kraft og Tilbøjelighed i

sig til at føre Sagen paa denne Maade til Fuldkommenhed; om

saa var, vilde jeg stille og uden Bitterhed trække mig tilbage, thi

være med dertil kunde jeg ikke. Derom vilde han intet høre. . .

P. Steins Opfattelse maa føre til sikker Undergang for Diakonisse

sagen, saa jeg endog vilde bede om, at den maatte faa et andet

Navn, om disse Principper skulde gøres gældende, og det er i

Sandhed en Glæde for mig, at alle de hjemmeværende og alle de

udenbyes

indviede

Diakonisser dele min Opfattelse og ønske at ved

blive i det Spor, vi have begyndt!.. ."

Der er naturligvis Ensidighed i denne Fremstilling; men Pa

stor Stein kunde vel ogsaa lade sig drive til Ensidighed i den Ret

ning, hvor Kulturstrømningen syntes at føre hen. Hvor vidt de

-gensidige Misforstaaelser kunde gaa, ses af, at Frk. C. i Brev af 7/2

maa gøre Dronningen Rede, hvorfor hun hin Søndag, da Stein ikke

prædikede, gik til Alters hos sin gamle Ven, Dr. Kalkar, der havde

faaet Emmauskirken overladt til Gudstjeneste...

. . .

løvrigt veed Deres Majestæt, at om der er nogen, som

har væretglad og usigelig taknemmelig for vor Præst og Formand,

saavar det mig; jeg har

altid æret

ham i alle Forhold, overfor

ham selv, naar vi vare ene, som overfor Søstrene og andre . . . Et

Samfund som vort, der bestaar af saa mange Kvinder af den mest

forskellige Art, men alle med aandelige Fornødenheder, kan ikke,

uden at tage Skade, undvære den Pleje, som det er en Sjælesor

gers Gerning at yde dem. Om vore Søstre maa jeg sige: de ere

meget ædruelige og begære ikke meget i den Retning, men Gaver

dertil savnes ogsaa ganske hos vor Præst, hvilket han selv veed og

føler. Det samme er Tilfældet med Behandlingen af de syge, hvor

han ikke kan træde den enkelte nær. Vi have sammen talt derom,

og en Hjælpepræst synes mig den naturligste Udvej, om en saa-

dan kan findes, og P. Steins uegennyttige Tænkemaade giver sig

atter Vidnesbyrd ved denne Lejlighed, idet han er beredt til at bi

drage med det halve Beløb til hans Gagering."

.. . «Efter Kirken i Dag", tilføjer hun i et Brev af s/2, «talte