123 / 248
- 114 —
hus begyndte at overtage Stationer, vedtoges da ogsaa »Betingelser
for Søstres Udsendelse til Sygehuse" (foreslaaet af Frk. Conring
1872, trykt 1874), som i Lighed med tilsvarende Bestemmelser for
andre Diakonissehuse havde sin § 7, der stillede et saadant Krav
til Bestyrelsen for Sygehuset. Ikke desto mindre traf Forstanderin
den ved én Rejse i Efteraaret 1879 et Sygehus, hvor der i det
hele blev sørget slet for Søstrene, og hvor det saa ved nærmere
Efterspørgsel viste sig, at der trods den underskrevne Kontrakt al
deles ikke var stillet nogen mandlig Hjælp til Søstrenes' Raadighed,
men at de ganske hensynsløst var tvungne til at foretage enhver
Handling, hvor svær eller hvor frastødende den saa kunde være
for dem.
Her havde jo været god Grund til at opsige Stationen, der
som den ikke straks og fuldstændigt opfyldte Kontrakten; men der
om kunde man ikke blive enig, ikke engang mellem Søstrenes to
nærmeste Foresatte og Støtter. Og mange tog Del i denne Strid,
selv førend Sagen blev offenlig: Biskopper, Præster og Læger.
Paa sin Venindes Nødraab kom Dronningen ud paa Diakonis
sestiftelsen og fik Søstrene samlede om sig. Paa Spørgsmaalet: i
Fald der var ganske særlige Tilfælde, om de da vilde overvinde alt
for at hjælpe, svarede de alle: „Ja!" „Altsaa under særlige Om
stændigheder skulde det være tilladt, men paa ingen Maade som
Regel."
I sit Svar (30. Jan.) frygter Forstanderinden, at Dronningens
Forsøg paa at omstemme den anden Side ikke vil føre til Maalet.
„Man ønsker ikke § 7 omlavet, men kun annulleret i Praksis.
. . .Men det er. . .kun en Ytring af den Retning, som P. Stein lidt
efter lidt har sluttet sig til: „Vi skulle have et Mønsterhospital,
vor Pleje skal være den bedste o: i alle Maader efter de Regler, som
den nuværende Tid og Øjeblikkets Læger ynder og forstaar, uden
noget andet Hensyn. Søstrene skulle oplæres til de nødvendige
Færdigheder, men kun for at være Lægens Medhjælp; Forskellen
paa Mand og Kvinde er kun eensidig Fordom, der ikke er tidssva
rende ; derfor er det Søstrenes Pligt at se bort fra alt saadant og
foretage hvadsomhelst for og med Mænd. Hvad andre Diakonisse-
stiftelser antage som Rettesnor, har ingen Gyldighed for os; det
binder os fastere til det gamle stive Væsen, som vi skulle stræbe
at frigøre os for, og den megen Tale om Diakonissesagen fostrer kun