189 / 248
- 180 -
lativ for Stiftelsens indre Virksomhed og specielle Administration."
Dette var endnu aldrig sket, trods forskellige Tilløb, 1868 ved Fich,
1880 ved Stein. Ved Forstanderindeskiftet i 1891 indgav Præsten
til Dronningen og derefter til Bestyrelsen en Betænkning om den
almindeligst anerkendte Ordning af Forholdet mellem Bestyrelse og
Ledelse og mellem dennes to Personer, Præsten og Forstanderinden
—uden dog at ønske Forslaget drøftet eller paa anden Maade noget
foregrebet, før den nye Forstanderinde var valgt og saaledes kunde
faa Lejlighed til at tale med derom. Det var naturligt, at en højt
dannet Jurist som vor nye Formand følte sig kaldet til at paatage
sig denne Opgave; men det blev rigtignok et fra ikke lidet afvi
gende Grundsætninger affattet Forslag, han fremkom med allerede i
sit første Formandsaar, og hvis Drøftelse optog de fleste Møder i
1894. Nært nok ligger det jo at betragte et Diakonissehus som en
Samling af arbejdende Kvinder, der ledes af en Kvinde. Anderledes
falder Sagen dog ud, naar man ser det som en
kirkelig
Institution
med en Embedsgerning i Menigheden, thi da maa det have en mandlig
Styrer, da maa Præsten betegne dets Forbindelse med Kirken og
bære Ansvaret for dets kirkelige Virksomhed, baade negativt: at det
ikke henfalder til sværmerisk eller sekterisk Lære og Skik, og posi
tivt: at det ved sit hele Vidnesbyrd, i Gerning som i Ord, støtter
den Kirke, hvori det hører hjemme. Føbe var
Menighedens
Diako
nisse i Kenchreæ (Rom. 16, 1). Naar disse to liovedhensyn bliver
vel afvejede mod hinanden, maa det jo føre til en væsenlig Side
stilling af Præst og Forstanderinde, saaledes som ogsaa Kaiserswerth
naturligt kom til at fremvise, da Forstanderinden de to første Gange
var Præstens Hustru. Indadtil vilde saa den kvindelige, udadtil
den mandlige ganske af sig selv faa Overvægten. I adskillige Dia
konissehuse har Præsten som „Rektor" eller „Inspektor" faaet en
overmægtig Stilling, som dog kan mildnes og lempes meget ved
Personlighedernes Indflydelse. Men i enkelte Diakonissehuse er med
Forsæt den kvindelige Leder stillet i Spidsen; saaledes Bethanien i
Berlin og dets Datterhus i Darmstadt, Ludwigslust i Meklenborg
og Strasborg i Elsas. Og det var, som vore Læsere vil vide, —
tilfældigvis eller maaske snarere fordi det ene henviste til det andet
— netop de Huse, som den danske Diakonissesag allerførst kom i
Berøring med. Derfor var det ikke underligt, om visse Tendenser
ogsaa hos os bøjede derhenimod. Men „Normalhuset" Kaiserswerth