186 / 248
- 177 -
denne Virksomhed sig op til en ikke helt ringe Betydning. Vel
trængte de omtrent 50 Kolportører, den snart havde antaget, til en
Sigtning, men den fik de ogsaa ved aarlige Møder, skiftevis paa
Diakonissestiftelsen og i en Provinsby, hvor de selv, om end under
Præstens Ledelse, baade fastsatte Regler for Gerningen og øvede
indbyrdes Selvtugt, saa at de Mænd, hvis Karakter ikke harmonerede
dermed, eller hvis øvrige Liv og Forretning ikke svarede dertil,
af sig selv udskilte sig. Kolportørernes Opgave er — som ogsaa Bevillin
gen udtaler —
ikke
at være Lægprædikanter, men at bringe Bibel,
Psalmebog og i det hele gode gudelige Skrifter
direkte
til Befolk
ningen,
fra Dør til Dør.
Selvfølgelig vil de da ogsaa faa mangen
Lejlighed til at aflægge et Vidnesbyrd baade for den Herre, de
tror paa, og for den Sag, i hvis Tjeneste de gaar, og som jo selv
vil tjene ham. — Et andet Anliggende, hvori man søgte Autorite
ternes Imødekommen, fik ikke saa heldigt et Udfald. Da Stiftel
sens Præst ønskede at konfirmere sit ældste Barn i Emmauskirken,
gav dette, ved et Modspørgsmaal fra Biskoppens Side om Præstens
kirkelige Stilling i det hele, Anledning til at gentage Steins Forsøg
i 1876 paa at faa denne Stilling ordnet nogenlunde i Lighed med
Vartov-Præstens o: som selvstændig Præst for en særlig Menighed.
Men lige saa lidt som dengang, eller da Sagen efter nye 16 Aars For
løb blev draget frem i 1908, var det muligt at overvinde Mod
standen mod en Ordning, der kunde synes snarere at tilkomme en
stor kirkelig, for hele Landet og dets Folkemenighed virkende In
stitution som Diakonissestiftelsen end saadanne mindre, velgørende
Anstalter som Vartov, Abel Kathrines Stiftelse og enkelte „Klostre".
De Forslag, der har været gjort om at knytte et virkeligt Lokalsogn
til Emmauskirken og dens Præst, har Bestyrelsen ikke turdet gaa
ind paa af Frygt for, at Stiftelsen skulde kunne blive revet med f.
E. af en rationalistisk, eller maaske en romanistisk Kirkestrømning,
der hver for sig maatte blive Diakonissesagens Fordærv. Den kan
derfor ikke lade sig sin præstelige Betjening paatvinge af et Menig-
hedsraad, paa hvis Valg den kun kunde faa en delvis Indflydelse.
1893.
Grev Moltke,
som i lang Tid havde været lidende og
som Regel maatte forsømme Bestyrelsesmøderne
der da lededes
af Præsten som Viceformand —, havde i Efteraaret bedet sig fri
taget for Hvervet som Formand. Efter at intet andet Forslag havde
12