181 / 248
- 172 -
blev hendes Fader forflyttet som Toldforvalter til Neustatt. „En
lille By var det, Selskabeligheden bestaaende i Selskaber, saa døde
og kedelige! En gammel Præst var der, som ved første Kirkegang
bragte mine Taarer til at flyde, ikke af Rørelse, men af dyb bitter
Sorg over hans Prædikens positive og negative indhold;
der
var
det umuligt at søge Opbyggelse, det stod fast, men hvor da? Et
Par andre Familier tog hende med til en Præst paa Landet (Has-
selmann i Alten-Krempe), en lang og besværlig Vej, baade om Vin
teren og i den varmeste Sommertid, da Anstrengelsen voldte, at hun
„gerne maatte ligge den øvrige Del af Søndagen, ofte Mandagen
med." Omgang med en enkelt Familie (Qarlieb) vakte videre Syn
ogsaa for Missionen. I 1848 maatte hendes Tante, som var blevet
de to unge Piger i Moders Sted, rejse til Rungstedgaard, og Louise
kom med. „Kærligt bleve vi tagne imod; Bedring (i Tantens Hel
bred) indtraadte dog kun nu og da, og saaledes giede 3 Aar hen,
for mig vel egenlig den rigeste Tid af mit Liv. Lidt efter lidt
havde jeg faaet en egen Kreds af elskelige, fromme Mennesker.
Udgangspunktet derfor var Enkefru Anna Hedwig de Jonquiéres og
hendes Familie. Der traf jeg Dronningernes Française, Mademois-
selle Delolme; hun bragte mig i Plejeforeningen, til Overhofmester-
inde Rosenørn, i Asylerne. Derved fik jeg den Lykke at blive
modtaget af Dronning Caroline Amalie, med stor Godhed, kom i
nært Forhold
til Enkegrevinde Holstein, Pechlinerne og flere af
deres Venner.Jeg har aldrig
begrebet, hvorledes disse sjeldne
Mennesker, som i alle Henseender stode saa højt over mig, kom til
at tage mig op i deres Midte og være saa kærlige imod mig, som
Tilfældet var; men det udvidede mit Hjerte, berigede min Aand og
fyldte mig med den gladeste Taknemmelighed, som vil vare saa
længe som jeg selv." —Efter at hun havde tilbragt Tiden fra Efter-
aaret 1851, da ogsaa hendes Tante døde, til 1855 hos sin Fader i
Neustatt, blev hun atter kaldt tilbage til Hovedstaden og de Kredse,
der ogsaa i Trosliv og kristelig-filantropiske Interesser var ualminde
ligt udviklede for den Tid. Et Brev fra Grevinde Holstein bragte
hende nemlig en Hilsen fra Fru Rosenørn, at der vilde blive op
rettet et Embede i Kjøbenhavn, som hun kunde faa, om hun vilde.
„Den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse vilde have kvindeligt Tilsyn til
alle de Børn, der vare givne i Pleje i og om Byen, og tillige til
dem, der endnu med Mødre eller Ammer forsørgedes paa Plejestif-