178 / 248
- 169 -
gyndt at antage en alvorligere Karakter herhjemme og efterhaanden
vil trænge ind i den alm. Bevidsthed med Liv og Kraft, hvorved
en bedre Tid vil oprinde for vor Sag."
Frk. Louise Conrings Begravelse fandt da Sted Mandag 6.
April fra Emmauskirken, med Biskop Fog og Husets Præst som
Talere. Dronningen var der selv og de allerfleste af Søsterflokken,
komne hertil fra hele Landet. De havde baaret hende ind i Kir
ken; Præster bar hende ud. Men Bortkørslen skulde ikke gaa saa
let. Hun havde ønsket at staa i en hvid Kiste paa en aaben Vogn
— intet mellem hende og Himlen! Men Hestene skræmmedes af
Klokkens vældige Slag, og paa det uvante Køretøj havde Kusken
slet ingen Magt over dem. De maatte gribes, spændes fra, løses
af, og saa gik det uden Klokkeklang ud af Gaarden og saa ud til
Graven paa Frederiksberg Assistenskirkegaard, hvor hendes Fader
og flere Diakonisser forud var jordede. Mange fattige fulgte med
Sorg; hun havde været god ved dem. Men klart og inderligt,
fyldt af Haab lød Søstrenes Kor:
Krist stod op af Døde!
Enhver indtrædende Søster maa give en skriftlig „Fremstilling
af sit Livs ydre og indre Begivenheder, især forsaavidt de staar i
Forbindelse med hendes Ønske om at blive Diakonisse." Louise
Conring har vel næppe indgivet noget sligt i Kaiserswerth, det var
jo under særlige Forhold; men vi
har
en saadan Skitse fra hendes
Haand, skrevet i Sommeren 1876, da hun laa ved Badet Elster og
vilde fortælle sine Søstre derhjemme om, hvorledes det store Hus,
der nu var rejst, var blevet til fra det ganske smaa, men saa ogsaa,
hvordan hendes egen Vej var blevet ført til Gerningen derved. Et
kort Udtog af denne Skildring, som iøvrigt er aftrykt i Diakonisse
stiftelsens Aarsberetning for 1890, har sin naturlige Plads paa
dette Sted.
„Den 1. Marts 1824 er jeg født paa Rungstedgaard (i Nord-