DenDanskeDiakonissestiftelse

- 170 -

Sjælland), som tilhørte min Bedstefader, Oberst Braém; hans næst

ældste Datter, Hanne Christiane, havde da i ti Aar været gift med

min Fader, August Georg Carl Conring, Lieutenant ved de slesvigske

Jægere, født i Hannover, men siden sit trettende Aar i dansk Tje

neste. De havde ikke før haft Børn; min Fødsel var derfor be

tragtet som en stor Begivenhed, og jeg blev betragtet som en lille

Mærkværdighed og opelsket med den største Omhu af mine For

ældre saavel som af min Moders ældste Søster, der i sit 17. Aar,

efter kort Ægteskab med Kaptajn Wedelfeldt, var bleven Enke og

nu ligeledes levede paa Rungstedgaard. Skrøbelig som jeg alt fra

tidligste Barndom var, behøvedes der megen Pleje for at faa mig

til at trives. Da det første Aar var overstaaet, begyndte jeg at gaa,

men syntes formodenlig ikke om at have den Ulejlighed og opgav

det aldeles til efter mit tredje Aar, hvor der atter fødtes en lille

Datter. Min Hukommelse var meget tidligt virksom: fra den Tid

jeg endnu ikke var tre Aar, husker jeg aldeles tydeligt adskillige

Begivenheder, og selv bestemte Personligheder, ja Samtaler, som jeg

paa min Vis førte med den omtalte Tante. Hvad ondt og godt,

rent og urent er,

vidste

jeg saa lidt som andre vel bevarede Børn

paa min Alder; men desværre havde jeg en saa levende

Fornem

melse

deraf, at det blev ligesom en Sky over min første Barndom."

Hun sigter herved til de stærke Følelser af Tiltrækning eller Fra

stødning, hun alt da havde overfor forskellige Personer. —Da hun

var

572

Aar, fik hendes Fader, som afskediget Kaptajn, en Ansæt

telse ved Toldvæsenet i Rendsborg; hele Familien med Undtagelse

af Embedsmanden selv drog dog, saa snart Foraaret kom, tilbage

til Sjælland. „Hele min Barndom igennem erindrer jeg ikke en

eneste Sommer uden i kortere eller længere Tid at have været hos

Bedstefader paa Rungstedgaard.«

Derved bevarede hun dansk

Sprog og dansk Sympathi, selv om hun fik sin meste Undervis

ning paa Tysk; Moderen læste Fransk med hende. Med Skolegan

gen blev det dog ikke til ret meget paa Grund af hendes skrøbe

lige Helbred. „Den længste Tid af Vinteren tilbragte jeg gerne i

Sengen, eller i det højeste paa Sofaen, og lærte derved saare lidet;

dog havde jeg nok en Art Lyst dertil, naar der var noget, jeg fandt Be

hag i, og det ikke krævede stor Ulejlighed!"

Balles Lærebog

kunde hun, til sin Moders Fortvivlelse, ingen Vegne komme med;

med Luthers lille Katekisme var det en anden Sag, „endog til om