216 / 248
- 207 -
de faa tilbageblivende Søstre og lejede Kræfter. Den fordrevne
Dueflok byggede Rede i Rothenburg ved Hamborg —Bremen Li
nien, og vort Hus gav vort Bidrag med til en Indsamling dertil,
mindre som en Hjælp end som et Tegn paa Samfølelse. Ligesom
ved et lignende Tilfælde, der var forekommet i Schlesien, om end
i mindre Omfang og maaske med mindre udtalt Uret, maatte man
jo nemlig spørge:
Hvad er et Diakonissehus egenlig?
Det er jo
ikke det
Sted,
hvor Diakonisserne boer til Huse, saaledes som den
danske Diakonissestiftelse nu boer det 3. Sted og, som Grosserer
Adolph oftere talte om, kan nødes til at bytte det med et fjerde
Sted, maaske ude i Glostrup eller Taastrup. Diakonissestiftelsen er
jo heller ikke den
enkelte Virksomhed,
f. E. dens Hospital; den er
overhovedet ikke stedbundet, men virker og lever
overalt, hvor dens
Søstre lever og virker.
Den er med andre Ord
Søstrene selv,
men
ikke som en tilfældig Samling, der finder paa at kalde sig med
Søsternavn, fordi det lyder saa godt, og de syge lider det bedst,
nej, som et
organiseret religiøst-kirkeligt Samfund,
der laaner
Søsternavnet fra de døbtes hellige Broderskab. Og Organisationen
udtrykker sig da i et fælles Hjem under en fælles Ledelse med no
get af et faderligt og moderligt Præg, saa at Søstrene der kan
finde som et fuldt betrygget, hygget og værnet Hjem, baade for
lyse, glade og tunge, mørke Dage. Og alt dette, hele denne
Organisation omfattes, skærmes, styres af et „Curatorium", som Ty
sken gerne siger, en Bestyrelse, hvoraf Husforældrene efter Kaisers-
werths Ordning selv er Medlemmer, men som iøvrigt skulde re
præsentere Menigheden og Folket, som Søstrene vil tjene, og de
forskellige Fagkundskaber, der kan behøves for at danne de Ram
mer og Former, de udvortes Kaar, hvorunder Søstrenes Virksom
hed kan blive til størst mulig Velsignelse. Men heraf følger da
ogsaa, at Søstrene maa raade med for, hvad der allermest er
deres,
og at de „Søsterraad", som man de fleste Steder har dannet til
Støtte for „Ledelsen", maa have en lovfæstet Indflydelse overfor
Bestyrelsen, f. E. „hvis der nogen Sinde skulde blive Tale om at
ophæve Diakonissestiftelsen eller væsenlig forandre dens Formaal
og Karakter", som vore nye Grundbestemmelser siger.
1906 lagde Kærlighedens og Højagtelsens Krans paa gamle
Kong Christians
Kiste. En Anke, der fremkom i et Dagblad over,