221 / 248
- 2 1 2 -
han til 1. November 1908 fratraadte sin Gerning, selv om han
kunde overgive den i saa gode Hænder som Overlæge Fenger Just’s,
der i 13 Aar havde været hans Assistent og mere og mere uund
værlige Hjælper. — Dr. med.
Richard Paulli
var ret en Læge for
Diakonissestiftelsen, man kan næsten sige født dertil, siden hans
Fader, gamle Stiftprovst Paulli havde indviet den i 1863. »Ved
Diakonissestiftelsen øvede Dr. Paulli sin Manddoms Gerning og
vandt sin Berømmelse — stadfæstet ved Professortitel og Komman
dørkors. Hans omhyggelige Undersøgelse og skarpsindige Sygdoms
bedømmelse, hans solide Lærdom og Dygtighed og, ikke mindst,
hans personlige Elskværdighed, gav Patienterne Tryghed og Velvære
som en vigtig Hjælp til deres Helbredelse, og den gennemførte
antiseptiske Renlighed, som han indprentede sine Omgivelser, sikrede
i Reglen Resultatet af hans dygtige Operationer. Men ved alt dette
blev han jo med det samme en udmærket Lærer for Søstrene,
hvem han tillige indgød sin Hensynsfuldhed og Agtelse for hver
enkelt Patient, fornem eller ringe, »interessant" eller almindelig.
Med Søstrene og deres Kald og Opgave følte han sig i dyb
Sympathi". Hans Død den 7. Januar 1911, i en Alder af 64 Aar,
vakte almindelig Sorg, og da han »i Stilhed" blev begravet den 11.
fra Frue Kirke var det et for alle tilstedeværende dybt gribende
Øjeblik, da Kisten blev løftet op og baaret ud af unge Læger,
medens Diakonissestiftelsens Søstre, som havde haft Plads i Koret,
fulgte umiddelbart efter den i talrig sluttet Skare. »Den tavse
Tilkendegivelse viste forunderligt levende, hvor stor en Plads han
havde i vore Hjerter". — Maaske kunde man sige, at Søstrene blev
forvænte ved den fine ridderlige Hensynsfuldhed, de var vante til
hos deres egen Overlæge, saa at de daarligt kunde finde sig i de
helt andre Forhold, de ofte mødte paa fremmede Hospitaler.
Mindre endda hos Overlægerne, hvis Dygtighed de maatte agte, end
hos de yngre Læger, der efter Haanden, selvfølgelig ellers til stor
Betryggelse for de syges Vel, fik Bolig paa Sygehusene, og hos
hvem Tidens skarpe Deling ofte kom stærkt frem: stundum beken
dende Kristne, stundum fuldt »moderne" baade i religiøse og
moralske Begreber. Saadanne Modsætninger har ikke sjældent ligget
bag ved de Aarsager, som nødte os til at trække vore Søstre tilbage.
I ikke helt faa Tilfælde har vi med nogen Ret kunnet gentage vor
kongelige Stifterindes Ord overfor et offenligt Angreb paa vort