222 / 248
- 213 -
Hus: »Det er Antikristen!" vi har maattet lide for Kristi Skyld.
Men hvis dette er Tilfældet, og Fejlen ikke er vor egen, maa vi jo
efter Herrens eget Ord prises salige. — Med den nyoprettede
„Forening af unge Læger" førte Diakonissestiftelsen i disse Aar
langvarige Forhandlinger, der dog førte til en, forhaabenlig for
begge Parter, nogenlunde heldig Overenskomst.
Den 22. Maj holdt vi en usædvanlig Fest nede i vort ogsaa
ellers med sine blanke Kobberkar og sin skinnende Renhed tiltalende,
men ved denne Lejlighed særligt smykkede
Køkken;
dets gamle
Chef, Søster Christiane Andersen havde, efter tidligere Tjeneste i
Vadskeriet ved Siden af, ledet Husholdningen i 25 Aar. „Min Sjæl,
lov Herren!" lød Indskriften midt iblandt Majløv, Blomster og Flag,
og saaledes genlød den i Hjerterne. En festlig Kop Kaffe, gode
Ord og frisk Sang var Arrangementet, til Glæde for Jubilaren og
os alle. Det er dog ikke et enestaaende Tilfælde, at en Søster har
arbejdet i 25 Aar i den samme Gerning — et afgørende Bevis for
Urigtigheden af den i sin Tid udbredte Opfattelse, at Søstrene
skulde
flyttes, inden de groede fast. I Stiftelsens yngre Dage, da den altid
skulde besætte nye Pladser, maatte den jo dertil tage dem, som
havde faaet nogen Øvelse og Erfaring; og naturligvis kan i denne
Stilling, ligesom i andre og ikke mindst med aandeligt Indhold, en
Flytning i rette Tid være gavnlig, ja nødvendig.
Den 3 - 7 . Sept. holdtes der atter Fællesmøde i
Kristiania.
I
1906, da det efter Tur skulde holdes, maatte det opgives af politiske
Grunde — en ellers ukendt Begivenhed indenfor de nordiske Diako
nissehuse. Desto gladere var vi ved at mødes og især ved de kær
lige Ord, som Pastor (senere Biskop) Lonegren fra Stockholm
udtalte. Glæden fik en bitter Bismag, da Efterretningen kom, at
Rettens øverste Haandhæver i vort eget Land selv havde maattet gaa i
Fængsel. Som Færøernes Styrer havde han paa Indbydelse været
til Stede ved vor Aarsfest. Nu stak det i Hjertet at høre hans
Navn i norsk Mund. Men det Spørgsmaal er ikke let at svare paa:
Mon den Sorg og Skam, vi da følte, har faaet sin tilbørlige Ind
flydelse paa os alle, baade med sit: det skal ej ske! og med sit:
vi
maa arbejde paa, at sligt ikke
kan
ske! Et Diakonissehus har
et stort Ansvar.