217 / 248
— 2 08 -
at Diakonissestiftelsen ikke gennemførte den befalede Klokkering
ning, var ikke vanskelig at gendrive med fuld Vished om at have
den afdødes Medhold: Emmauskirkens Klokke-Klang, en Fryd for
Landet en hel Fjerdingvej ud, er lovlig stærk for Hospitalsbefolknin
gens svage Nerver; det kunde ligefrem koste en Rekonvalescents
Helbred, maaske en Operationspatients Liv, hvis vi en samfuld
Time lod den ringe dem ind i Øret.
Andenpræsten, Pastor Carl Rasmussen, var blevet udnævnt til
Sognepræst i Veistrup ved Kolding; hans Efterfølger blev Pastor
Chr. Garn, der havde været Forstander for Diakonhjemmet i dets
første Tid. I den efterfølgende Vinter 1905—06 blev han ene om
Arbejdet, da Førstepræsten, der fik sit Hoved forslaaet ved et Jærn-
baneuheld, maatte tage 3 Maaneders Hvile i Norge. Den 23 .-25 .
Juni havde han som „Diakonissesagens Nestor i Norden" efter
kommet en Indbydelse til Diakonissesagsmøde i
Uleåborg
i det
nordligste Finland, hvor han ved Tolk baade kunde holde Fore
drag og deltage i Diskussion, der holdtes paa Finsk, samtidig med
at nyde Midnatsdagens Herligheder og kærlige Menneskers Gæstfri
hed. Uleåborgs Diakonisseanstalt lægger ligesom Sortavala i Øst-
finland Hovedvægten paa Moderhuset som
Uddannelsessted,
og dog
synes Udviklingen selv at føre dem henimod tillige at betragte det
som Søstrenes Hjem, hvorfra de faar Raad og Vejledning, og hvor
de har Tilhold i ledige saavel som i Sygdoms og Alderdoms
Dage. —
Som et Led i Bestræbelserne for at faa vort eget Moderhus
kendt og forstaaet afholdt vi 12 .-15 . Juni det første „
Præstekone-
kursus“,
hvis Deltagere — ikke just alle Præstekoner, men Kvinder
med nogen Indflydelse i Menighederne — boede hos os og havde
alle 4 Dage fuldt optagne af at se og høre, hvad der vedrørte
Diakonissegerningen i dens forskellige Opgaver. Denne Slags højst
fornøjelige Møder har vi siden fortsat, skiftende med 4 Ugers In
struktionskursus, der jo unægtelig kan spænde adskilligt videre i
Emner og Maal. —
Arbejdet i
Vestindien,
der ved en Bazar til Fordel for Børne-
asylet i Frederiksted havde faaet en glimrende Anbefaling af selve
Guvernøren som „et Skridt, jeg betragter som et af de lykkeligste
i hele Børnesagens (den vestindiskes) Historie", syntes desuagtet en
Tid truet, men Faren drev over, og nye Planer kom op om at