Previous Page  223 / 248 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 223 / 248 Next Page
Page Background

- 214 -

1909. Det nærmer sig mod Jubilæet; hvad der skulde juble

mest, men gør det mindst ved sit Udseende, er vor

Kirke,

hvis Loft

bl. a. ikke er blevet pudset af siden 1876, da den indviedes, men

har skæmmet sig meget under Indflydelse af Kulrøg og Gasos. En

trofast Veninde giver halvtredje Tusind, Kirkebøssen har selv samlet

eet, saa kan det omtrent lade sig gøre. Dekorationsmaler Willerup

paatager sig Anvendelsen af en ny Methode, en Slags Fresco; det

klæder vor kære Kirke prægtigt, og det er da endnu (1913) slet ikke

falmet. Inden Fornyelsen holdt Pastor

Garn

Afskedsprædiken, 13.

Juni, kaldet til Sognepræst for Thorsted Menighed ved Horsens;

men under vor kirkelige Landflygtighed faldt den 29. August

Ind­

vielsen

af 12 Diakonisser, som foretoges, „efter gammel Sædvane"

kunde vi sige, i

Frederiksberg Kirke,

hvis Sognepræst, Stiftprovst

Hoffmeyer, selv Medlem af vor Bestyrelse, prædikede, medens

Diakonissestiftelsens egen Præst foretog Handlingen. Skønt næppe

større i Rumfang end Emmauskirken, har Frederiksberg Kirke Sidde­

plads til omtrent fire Gange saa mange Mennesker, og den var

fyldt til sidste Tomme af en Tilhørerskare, som saaledes kunde

dømme om og faa et Indtryk af Midtpunktet i vor Gerning. Og

Handlingen, det bør huskes til en anden Gang, led saa vist intet ved at

henlægges til andre og større Forhold end de hjemlige og tilvante.

Ogsaa Ordinationerne begynder man jo nu at holde paa forskellige

Steder for at drage dem ind i nye Menigheders Forstaaelse og

Deltagelse.

Diakonissestiftelsen er Diakonisserne;

denne Grundsætning, som

vi haaber mere og mere maa have paatrængt sig Læseren af vor

Skildring, kan denne selv maaske siges lidt nok at vedkende sig.

Er det ikke mere ydre Begivenheder og Bestyrelsens Beslutninger,

den handler om, end om

Søstrenes

Gerning eller aller snarest

om Herrens Gerninger ved Søstrene? Ikke engang de

afdøde

Søstre

høres der synderligt om, selv om det mindre kunde passe at drage

de levende frem.—Vi maa henvise til

„Føbe“,

der i sine forskellige

Aargange har ret udførlige Livskildringer for adskilliges Vedkom­

mende —af og til citeret i denne Bog. Men hvor skønne saadanne

Levnedsløb, hvor Livet var Kristus og Døden en Vinding, hvert

for sig er, vilde dog maaske en samlet Fremlægning lyde noget

enstonigt. Men her under 1909 vil vi fremdrage 2 Levnedsløb,

som afsluttedes i dette Aar, og hvis Virkeplads og Indhold var