- 215 -
forskellige nok. — Søster
Birthe Marie Iversen
indtraadte, 24 Aar
gammel, 26. Sept. 1895 og kom Aaret efter blandt det første Hold
til
Oringe
Sindssygeasyl, hvor hun blev til sin Dødsdag, 11. Jan.
1909. „Medens de andre Søstre ved en saa betagende Gerning
gentagne Gange er bievne skiftede, har hun i alle disse tolv Aar
holdt ud i den samme lille, men meget ansvarsfulde Afdeling -
„Stadig Aarvaagenhed" hedder paa fransk dens betegnende Navn —
som hun havde vundet saa kær, at hun ikke kunde tænke sig at
skulle forlade den, saalænge hun overhovedet kunde besørge en
Gerning. Med sin Kærlighed til Opgaven, sit jævne rolige, jydske
Sind og sit dybe sunde Trosliv var hun til Støtte for de andre
Søstre, til hvem hun trods sine unge Aar efter Haanden fik en helt
moderlig Stilling, og hvem hun i de mange svære Tider kunde
opmuntre til Udholdenhed baade ved sin uopslidelige Humor og
sin usvigelige Pligttroskab, saavel overfor Diakonissestiftelsen som
overfor Hospitalet. Hun mente at vide, at hun skulde dø, og ord
nede alt dertil, men gav sig hen i Troen — „Hjælp mig, Jesus!"
og siden „Tak, Herre Jesus, at du har hjulpet mig; hjælp mig nu
ogsaa til det sidste;" — saa hun kunde „hilse Døden med et
Smil", af og til spøgende med den plejende Søster midt i
Alvoren. Ja, Gud ske Tak, som giver os Sejren ved Jesus Kristus!"
— Søster
Mathilde Thortzen
døde 12. Okt. 1909, 63 Aar gammel;
en Sønderjyde fra Rinkenæs. „Efter Haanden som Aarene er gaaet,
er der mere og mere fremkommet en Trang til at virke noget sandt
og nyttigt . . . baade i timelig og aandelig Henseende", skriver hun,
og denne Trang førte hende i 1881 ind paa Diakonissestiftelsen.
Tillige med en anden Søster blev hun Aaret efter sendt i Menig
hedspleje til Reerslev, hvori Nørager, Grev Molktes Herresæde ligger,
og fik Bolig paa Fattiggaarden. Det var dengang, tillige med
Karrebæk og Vejlø ved Næstved, de
eneste Landsogne med ordnet
Sygepleje,
alle tre med Diakonisser. Men det mærkeligste var, at
da Stillingen som Bestyrer af Fattiggaarden blev ledig til 1. Nov.
1884, bad man om og fik hende dertil. Hvad dette betød, viser
Sognepræst Vilstrups Vidnesbyrd ved hendes Kiste, hvoraf her fremføres
følgende: „Reerslev-Vedby Fattiggaard laa ude ved Ryddebro. Lavt
laa det; det var, som det vilde gemme sig bag Bakken, og saaledes
laa det ogsaa aandeligt talt: hele Aanden og Tonen der, hvor de
samledes, disse ulykkeligt stillede, enlige, svagelige, forkomne Men-




