225 / 248
- 216 -
nesker, laa langt nede, og der skete Ting nok, som helst skulde
skjules. Da rejstes Fattiggaarden og Alderdomshjemmet, og det
blev en Fornyelse i mere end een Flenseende: den ligger højt paa
Bakken derovre, den skjuler sig ikke, men ses viden om — og naar
vi siger det i Ydmyghed og med Tak til Gud, tør det nok siges:
den staar højt, den kan taale at ses, og den saas viden om; lang
vejs fra kom Folk, der skulde indrette lignende Fljem, for at se,
hvorledes der her droges Omsorg for alt det brudte, og Myndig
hederne henviste til Reerslev som Mønstergaard . . . Af Mennesker
var det Søster Mathilde, som, støttet af et forstaaende Sogneraad,
gennemførte Forandringen . . . Men hvilken var da Gaven, hun
havde faaet, hvoraf kom det, at der udgik Strømme af Velsignelse
fra hende til denne Menighed? Da vil jeg sige, hendes Styrke var
ikke den aandelige Klarhed, hun havde mere end almindelig svært
ved at finde et klart Udtryk for, hvad hun vilde sige; . , . men
hun var frisk, djærv med moderlig Myndighed, med Gave til at
styre og lede, praktisk, dygtig, klog, ja,hun var alt det, og dog
var dette ikke det inderste, ikke det, der gjorde Søster Mathilde til
den, hun var. Jeg talte engang med den Mand, der stod hende
nærmest i Arbejdet, en klog Mand, der nok kunde bedømme Men
nesker; han sagde: vi er ofte ikke enige, men der er det underlige
ved hende, at jeg aldrig i alle de Aar, jeg har kendt hende, har
kunnet opdage, at der i det, hun stred for, skjulte sig Hensyn til
hende selv, at hun havde sit eget for Øje! . . . Det var Kraften i
hendes Gerning, og den Magt havde hun fra Jesus. Det Sind gav
hende de klare Øjne, saa at hun med det samme vidste: her er
det dette, der skal gøres . . . I det Sind er der Kraft ogsaa til at
magte Raaheden, som hun i sin Gerning stundum kom til at staa
overfor —den kunde ikke staa sig overfor dette, men maatte vige«.
— Mere end een, af os meget bedre stillede Mennesker er taget
fra hende med det stærke Indtryk: Skulde du ende dine gamle
Dage paa Søster Mathildes Fattiggaard, saa vilde du dog kunne takke
din Gud for hver Dag!
Under de vanskelige Aar, som Diakonissestiftelsens Kasse nu
oplevede, havde man i 1907 nødtvungen forhøjet Betalingen paa
Hospitalet, der havde staaet uforandret i de mere end 30 Aar siden
dets Opførelse, til 5 Kr. for Eneværelse og 2 Kr. 35 Øre for Fælles-