55 / 248
- 46 -
Dronningen gav til Rejsepenge sin egen Fødselsdagsgave
af Kongen. — Noget forud havde hun skrevet til Frk. Conring:
»Kongen har lovet mig 200 Rdl. aarlig til Bestyrerinden for Dia
konissestiftelsen. Vil De sige det til hende og modtage det saare
ringe Bevis for trofast Arbejde gennem Deres Dronning Louise."
— Disse Aarpenge skulde jo være til Repræsentationsudgifter som
Forstanderinde, medens hun forøvrigt ikke modtog andet end Dia
konissernes sædvanlige »Kvartal".
Den hjertelig fortrolige Tone i disse Meddelelser gengældes. i
følgende Brev fra Frk. Conring i Anledning af Prinsesse Dagmars
første Forlovedes Død af Brystsyge:
»Deres Majestæt tillade mig naadigst at udtrykke min dybtfølte
Bedrøvelse over den Sorg, der har truffet den kongelige Familie,
og allersmerteligst Hendes kongelige Højhed Prinsesse Dagmar. —
Ihvorvel jeg fandt det betænkeligt, som Deres Majestæt veed, for
den elskelige Prinsesse, at antage en Religionslære, der er mindre
ren og mindre sand end den, hun fra Barndommen af var opdraget
i, saa kunde jeg dog ikke undgaa en glad og taknemmelig Følelse
ved Tanken om, hvorledes det ogsaa her føjede sig saa godt, at
Hjertets Tilbøjelighed stemmede overens med Hensynet til de ud
vortes Forhold og Forpligtelser. Som jeg da ikke kunde undlade
at glædes, saa kan jeg nu end mindre undslaa mig for at føle en
dyb Bedrøvelse ved Tanken paa det unge Hjerte, der maa opgive
alle sine glade Forhaabninger og se den kolde blege Død træde
imellem sig og det straalende Liv, det troede at gaa i Møde." Hun
trøster med Guds Ord og beder, »at denne svære Sorg maatte blive
til sand aandelig Velsignelse for Prinsessen og for Deres Majestæts
medfølende Hjerte, thi saaledes er det Herrens gode og velbehage
lige Vilje."
Efter Hjemkomsten fra Kaiserswerth bringer Frk. Conring sin
Tak:
»3. Oktober 1865. Deres Majestæt har maaske aldrig udrettet
saa meget godt ved nogen Gave som ved den, der gjorde det mu
ligt for Pastor Fich og mig at foretage den herlige Rejse, som vist
ingen af os nogensinde skal glemme. Vi have haft rigt Udbytte
af, hvad vi saa og hørte, og for mig var det en særlig Glæde at