DenDanskeDiakonissestiftelse

- 52 -

ikke er mig om at gøre om Kirkemurene, men om Menighedens

Forsamling; da den findes i Kirken, er det for mig en Selvfølge,

at Kirken maa være det rette Sted for den hellige Handling, der

efter mine Begreber maa foregaa aabenlyst for alles Øjne, naar

vi ikke ville stilles i lige Række med Seperatister, der selv skabe

sig en Gudstjeneste efter Forgodtbefindende og derved skille sig

fra Landskirken, som vi jo netop ville tjene. Som jeg kender

Deres Majestæts Anskuelse, tør jeg nok antage, at min finder For-

staaelse! og at Deres Majestæt derfor maaske vilde være saa naadig

at tilkendegive Biskoppen, hvorledes Deres Majestæt anser det for

ønskeligt, at Indvielsen gaar for sig? Deres Majestæt har unæg

telig som Protektrice en afgjort Ret til at ytre en Vilje i denne

Sag, og denne Viljesytring er det, jeg har haabet muligvis at

kunne fremkalde ved at give en Skildring af det foregaaede."

Marlborough House, Pall Mali S. W., 21. —22. April 1867:

„Jeg læste i Dag en saa dejlig Prædiken af Biskop Martensen for

min Datter, og vi følte os begge saa hjemme i Aanden, ret som

„naar 2 eller 3 ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt

dem«. Det var Paaske Søndag om Opstandelsen og en Tekst saa

rig paa Trøstens Ord og Haab, og saa tænkte jeg paa Dem, og at

De saa ofte har (meget) at gennemgaa, men at De vist ogsra finder

Deres Engel, der vælter Stenen fra Graven for Dem og lader Dem

følge den Opstandne paa Vejen til Livet! — De veed, at jeg stedse

enig

med Dem, og at jeg ønsker, at vi saa vidt muligt følger

Kaiserswerths Love, der kun er vel overvejet, vel ordnet og i en

sand kristelig Aand,

fri

fra alt Sværmeri og verdsligt Effektjageri.

At Biskoppen

i dette Øjeblik

maaske er frygtsom (for) at

bedrage

med noget

endnu nyt

i Menigheden, forstaar jeg, fra hans Stand

punkt, thi han

har

ikke alene, men gaar mange Kampe i Møde*),

men at han derfor skulde ville lægge mindre Vægt paa vor Sag, tror

jeg ikke; han frygter som saa mange at vække Forargelse blandt

Fjender, i at give Indvielsen et særegent Præg af en kirkelig Hand

ling. . . . For nu ikke at drive dette Spørgsmaal til noget, der bragte

Tvedragt og Ubehagelighed i Stedet for

Velsignelse,

saa skulde De

hjemme om Morgenen lade Pastor Fich indvie Søstrene med Haands-

*) D et var m idt under de kirkelige Kampe, som førte til Loven om

Sognebaandsløsning.