62 / 248
- 53 -
paalæggelse og Bøn, og dette betragter De som den rigtige Hand
ling; derefter holder han fra Prædikestolen sin Tiltale til dem og
beder Herren velsigne dem i deres møjsommelige, men velsignelses
rige Gerning. Er dette dog ikke lige saa højtideligt og opmuntrende
for Dem? — Jeg veed ikke, om De vil være tilfreds med denne
min Anskuelse om
Sagens Ordning
paa denne Maade, og tror, at
denne passer bedre til de øvrige kolde Former i vor Landskirke,
der jo blot bestaar i Talen. Og da en Handling med Haandspaa-
lægning kun er ved Sakramenterne og ved Konfirmation, hvor
Børnene ikke engang knæler! da frygter Biskop Martensen for, at
dette fik Præget af noget ganske særegent, og desværre den
kirke
lige kraftige Frihedsaand
for den rette Tro og aabenbarlige Frem
træden deraf, denne har været saa overgroet af Ukrudt, at den
endnu ikke tør bryde helt frem, men det kommer, og vort lille
Hus skal med Guds Hjælp bidrage sit dertil, i Tiden at have ydet
et Støvgran til den store Bygning og dens Mester."
At Frk. Conring ikke kunde være tilfreds med den foreslaaede
Form, vil man let kunne tænke sig. Hun maa gøre Bemærkninger
fra det Synspunkt, hvorfra hun ser Sagen „som Søstrenes nærmeste For
mynder". „At Deres Majestæt af Hensyn til Biskoppen nødig for
langer noget af ham, som han ikke gerne yder, forstaar og ærer
jeg naturligvis! men skulde ikke Biskoppen selv faa et andet Syn
paa Sagen, naar han blev opmærksom paa, at den har et Krav paa
hans Godhed, fra det Øjeblik han blev Medlem af dens Bestyrelse,
og at det altsaa ikke er som hindrende og indskrænkende, men
som befordrende og omfredende hans Stilling er til den? Skulde
han ikke forstaa, at det at have indladt sig med Sagen indbefatter
den Konsekvens at
tjene
den, saaledes som den er, og bør være,
uden at ville moderere den efter forudfattede Begreber? Jeg kan
næppe tro, at Biskop Martensen vil ønske at give Diakonissegerningen
blandt os en fattigere Skikkelse, end den alle Vegne i Udlandet
fremtræder med; og for at dette ikke skal ske, frem for alt: til at
bibringe Menigheden det rette Begreb om, hvad en Diakonisse er,
synes mig den fuldstændige Indvielse, foretaget i dens Forsamling,
et saare naturligt og virksomt Middel. . . . Havde vi selv et Kapel
eller en meget rummelig Sal, vilde jeg ikke holde paa Kirken, men
at foretage Højtideligheden udelukkende i den huslige Kreds, det
kan jeg aldrig holde for rigtigt."