60 / 248
- 51 -
12. April 1867. »Deres Majestæt kan selv i England ikke
undgaa Hjemsøgelse af mineEpistler! saa fast er min Tillid til
Deres Majestæts levende Deltagelse i vor Sag, at jeg ikke vil und
lade, selv under Omstændigheder som de foreliggende at indberette
om Tilstandene her hjemme og muligvis derved fremkalde Deres
Majestæts Bistand i et bestemt Tilfælde. . . . Det er den forestaaende
Indvielse af de tre ældste Prøvesøstre til Diakonisser, som meget
ligger mig paa Hjerte, og som jeg saa inderlig ønsker maatte fore
tages paa samme Maade, som det er sket med mig, og hvorved
den vedbliver at være en rig Kilde til Trøst og Frimodighed for
mig i de trængselsfulde Tider, som ellers vilde bringe mig til at
forsage, og jeg har, som Deres Majestæt veed, taget det for en
given Sag, at det maatte ske ved Aarsfesten i Frederiksberg Kirke,
under Bøn og Haandspaalæggelse af vor kære Præst. — Vel havde
jeg altid nogen Kundskab om, at Biskop Martensen ikke ret hylder
denne Fremgangsmaade, men jeg haabede dog, ved hans øvrige
Godhed for Sagen, og ved at blive mere fortrolig med den, at han
ogsaa i dette Punkt skulde faa et andet Syn og Skøn, men nu
hører jeg af Pastor Fich, at det ikke er Tilfældet, men at Biskoppen
havde ytret sig som mere tilbøjelig til at ønske Indvielsen foretaget
enten i Hjemmet, ogda, tror jeg, med Haandspaalæggelse, eller i
Kirken, men da uden den og kun med en Tiltale f. E. fra Prædike
stolen. — Denne Samtale var dog kun foreløbig og endte med
gensidigt Løfte om at overveje det endnu en Gang og søge at finde
en hensigtssvarende Maade at udføre Indvielsen paa. Biskoppens
Ulyst til at gaa ind paa den foreslaaede Maade, der er brugelig i
alle Diakonissehuse, hidrører fra den Opfattelse af Diakonisseembedet,
at det ikke er noget kirkeligt og altsaa heller ikke kan være beret
tiget til nogen kirkelig Indvielse. Pastor Fichs Opfattelse af dette
Spørgsmaal kender Deres Majestæt af hans Rejseberetning, det er
derfor ikke saa svært for ham som for mig at gaa ind paa Biskop
pens Mening; dog er han enig med mig deri at ville ønske Sø
strene, og Sagen, en saa opbyggelig Indvielse, som der maatte kunne
blive dem til Del, som ogsaa deri, at den ikke
kan
foretages i
Hjemmet, fordi Pladsen er for ringe. Mit meget levende Ønske,
at dette maa ske i Kirken, har givet Anledning til den Misforstaaelse,
at jeg lagde særlig Vægt derpaa, som om det derved fik Betydning
som en kirkelig Handling. Jeg vil derfor bemærke, at det aldeles
4*