45 / 170
Samvirke“. Problemet blev senere d rø ftet på generalforsam lingen
den 21. december, hvor man behandlede det frem satte forslag til
ny overenskomst. M an forkastede med stor majoritet og krævede
omgående opsigelse af overenskomst og priskuranter.
D er var dog også kræ fter i gang for at undgå den lock-out, som
arbejdsgiverne truede med, og den 30. december 1915 besluttede
hovedbestyrelsen — efter et afho ld t repræsentantskabsmøde — at
forlænge overenskomsten mod at få forhøjelser på 1, 2 og 3 øre til
de lavest lønnede. Overenskomsten blev forlænget til den 1. februar
1917, men der blev nedsat et særligt udvalg til at arbejde med pris
kuranten. Man nåede også til enighed, men der var ikke meget sul
på resultatet.
Som man kunne forvente, m edførte forlængelsen af overenskom
sten — også vedtaget i Centralorganisationen, hvor forbundet endnu
var medlem — at der rejstes en voldsom protest i afdeling 1. D et gik
så vidt, at man enedes om at sende en repræsentant for afdelingen
ud til provinsen, så de der kunne få øjnene op for, at nu skulle vi ud
af kartellet. D et blev O lu f N o rd strøm (se foto 1943), en farverig
og ærlig kollega, som mange år senere, da han skulle på aldersrente,
nægtede at modtage forbundshjæ lpen på den gang 30 kroner om
måneden. „Nej, sagde han, i en fagforen ing skal man betale og
være kollektiv — man skal ikke have penge“ . Hans rejse kostede
afdelingen 135 kroner, og hans agitation har vel også medvirket til,
at udmeldelsen blev besluttet ved urafstemningen. O lu f Nordstrøm
var en festlig kollega og meget latterm ild. En gang sidst i fyrrerne
var han indlagt på kommunehospitalet med brækket ben, han var vel
omkring 80 år. H an lå på en fællesstue med 14 belagte senge. Vi
havde fået ham til at underskrive alle kvitteringerne og indsatte ef
terhånden hans penge på en bankkonto. Meningen var, at det skulle
blive en hjæ lpefond, men det mislykkedes senere på grund af arvin
gers begærlighed. N å r vi besøgte ham på hospitalet, havde vi gerne
et par stjerneøller med til ham. Så en dag fik vi ham overtalt til at
modtage lidt penge fra „Fonden“, så kunne han jo selv gøre lidt
godt med dem, for der var flere der aldrig fik besøg eller havde
lommepenge. H an fik så 60 kroner, og hans første gode gerning var
at få alle „skægaberne“ barberet, og så fik de en ordentlig avis —
nemlig „Socialen“ . D et var lige noget for Nordstrøm , han fandt
senere på andre fornøjelige hjæ lpeforanstaltninger. Desværre døde
han kort tid efter, at han igen var kommet hjem.
44