S_FørOgNu_1919

Wennerwald,

E. A.

F.,

født 4, Aug. 1859, første Optr. 25. Septbi.

1882 som en Tjener i „Jeg spiser hos min Moder“, sidste Optr.

. Maj 1883 som Baluchskinekoff i „Arthurs Fif“: senere Korist;

overgaaet til privat Stilling.

Vermuth, Andrea,

Frøken, født 23. Maj 1850, første Optr. 2. Oktbr.

1874 som Julie i „Haandskriften“, sidste Optr. 31. Marts 1876 som

Anna i „Oberstens Døttre“; nu Fru Lamberth.

I M. V. Bruns Periode spillede Frøken Vermuth et ikke ubetyde

ligt Repertoire paa Folketeatret, bl. a. Rithra i „Svantevits Dat

ter“, senere rejste hun (med en

aarig Afbrydelse) i Provinserne

og var i det ny Teaters første Sæsoner knyttet dertil.

West, Anna,

Frøken, født 26. Jan. 1865, første Optr. 23. Septbr.

1883 som Marie i „Lars Braabys Bryggeri“, sidste Optr. 17. Maj

1887 som Clara i „De Fattiges Dyrehave“; senere Skuespillerinde

ved Casino og i Provinserne; gift med Direktør Jens Hoff ner.

Wiehe, Marie Charlotte,

født Hansen, Frue, født 28. Aug. 1865,

første Optr. 13. Novbr. 1890 som „Frk. Nitouche“, afg. 1891, gen-

ans. 1892, afg. 1894, genans. 1896, sidste Optr. 17. Marts 1897 som

Fanny i „De smaa Lam“; Gæsteoptr., senest som „Den lykkelige

Gilberte“ 29. Septbr. 1905; gift x) med Skuespiller V ilh . W iehe,

2) med Musikdirektør Berény.

Charlotte Wiehe var en udmærket Akvisition for Folketeatret.

Den nydelige Balletdanserinde med den pikante Skikkelse og det

morsomme Ansigt gjorde straks stor Lykke som „Frk. Nitouche“,

og i Glæden over hendes nuancerede Sangkunst lagde Publikum

ikke Mærke til hendes mangelfulde

Diktion. Hun skiftede ofte Scene, og

da hun havde lært sig Fransk som

sit Modersmaal, optraadte hun fra

Paris til Konstantinopel, hvor tidligere

ingen dansk Scenekunstner havde age

ret. Naar hun nu og da vendte til

bage til Folketeatret medbringende

Boulevardteatrenes sidste Sukcés, vir

kede hun som en Kolibri blandt hjem

lige Fugle. Krigen har nu standset

hendes Virksomhed, og maaske vil

Smagen for den lette Kunst, hun re

præsenterer, have forandret sig efter

den store evropæiske Udrensning.

W iehe, Emma,

født Albrecht, Frue,

født 30. Juni 1865, Datter af Skue

spiller H e in r ic hG o ttfr e d A lb r e c h t

ved Casino, hvor hun debuterede den

12. April 1882 som Britta i „Huldre

bakken“, første Optr.

. Septbr. 1892

som Leoni i „Pariserliv“, sidste Optr.

30. Maj 1893 som Bertha i „Rejsen

til Kina“, senere ansat ved Dagmar

teatret; gift med:

W iehe, Jacques,

født 23. Juni 1860,

første Optr. 30. Aug. 1885 som Svend

Povelsen i „Gøngehøvdingen“; afg. 1888,

genans. 1892, sidste Optr. 31. Maj 1893

som Maurice i „Vore Venner“; senere '

ansat ved Dagmarteatret, senest ved

Casino.

Michael Rosings store Evner spal

tede sig i hans tre Dattersønner: Mi

ch a el W iehe blev Drømmeren, den

tavse Ridder, i hvem Tidsalderens ero

tiske Idealer samledes som et levende

Brændpunkt, W ilh e lm W ieh e fik Heltekraften, hans Kunst var

paa én Gang blød og stærk og dertil ejede, han et djærvt Gemyt,

Johan W iehe var derimod et vildt Temperament, Kraften

uhæmmet af Forstand og Vilje.

Wilhelm Wiehes Talent deltes igen til hans to Sønner: Medens

Wilhelm besad Slægtens romantiske Følemaade, fik Jacques Lunet,

som han gav en ejendommelig Staccato-Form, der forsvandt med

ham. Vildiedt af Navnet, Slægtstraditionen og det djærve i hans

Væsen, troede man først, at han var Lyriker. Han optraadte

første Gang paa sin Faders Scene den

1 1

. Maj 1884 som Bernardo

i „Hamlet“ og spillede paa Folketeatret bl. a. „Svend Gønge“. „En

Gang imellem bryder hos ham Gnisten frem bag det besynderlig

klodsede og forvrængede, som skæmmer ham“, skrev Herman

Bang. „Til daglig gør Wiehe et lidt trist Indtryk af noget

stammende og krampagtigt“. Dog, dette „klodsede og stammende“

fik senere sit rette kunstneriske Udtryk i de franske Lystspil paa

Dagmarteatret og gjorde Wiehe til en ypperlig Farcør.

Ved sit smittende Lune og sin friske Elskværdighed kastede

Jacques Wiehe ny Glans over det gamle Kunstnernavn. Desværre

døde han i sin bedste Alder den

2 1

. Maj 1910 — just i den Maa-

ned, han med sin Friluftsnatur elskede mest.

Wiehe, Viggo,

født 23. Decbr. 1874, første Optr. 17. Aug. 1898

som Taffy i „Trilby“, afg. 1901, genans. 1915.

Fra det kgl. Teaters Elevskole kom Kgl. Skuespiller Johan

W ieh es Søn, Viggo Wiehe, til Folketeatret, hvor han brød igen

nem som den skikkelige Ludvig Thostrup i „Østergade og Vester

gade“. Den Rolle er næppe nogensinde bleven spillet bedre. Efter

i 13 Aar at have været ansat ved de andre kjøbenhavnske Privat

teatre og en enkelt Sæson i Provinserne vendte Wiehe tilbage til

Nørregades Scene. Han er nu den eneste Skuespiller, som bærer

det berømte Navn. Hans sceniske Aner gaar tilbage til 1777, i

hvilket Aar Oldefaderen, Michael Rosing, debuterede.

Wildenbrück, Dagmar,

Frøken, spillede en Pige i „Leonarda“ 26.

Jan. 1880, genans. 1891, sidste Optr.

. Maj 1896 som Alphonce

i „Toto—Tata“; nu ansat ved Odense Teater.

Wilhelmi, Signe Boline.

født Møller, Frue, født 3. April 1842,

debuterede 1867 i Malmø, første Optr. 23. Aug. 1891 som Madam

Jensen i „Forhus og Baghus“, sidste Optr. 29. Maj 1892 som Glar

mester Ane i „Fastelavnsgildet“; gift med Musikdirektør W ilh elm i.

Fru Wilhelmi var i mange Aar en navnlig i Provinserne afholdt

komisk Skuespillerinde, som ejede en udmærket Sangstemme. Ved

Folketeatret remplacerede hun i en enkelt Sæson Julie Møller

under hendes Sygdom. Fru Wilhelmi døde den 28. April 1914.

W illumsen, Charles,

født 3. Febr. 1866, debuterede 1884 i Slagelse,

Regissør ved Folketeatret 1902—03, derefter atter Skuespiller i

Provinserne; er nu ansat ved Sønderbros Teater.

Wimmer, Eleonora,

Frøken, født 14. Septbr. 1834, første Optr.

9. Septbr. 1859somMarco i „Marmorkvinderne“, sidste Optr. 24.

Maj 1860 som Virginie i „En Svigersøn under Opsigt“;gift med

Stationsforstander Knutzen; død 7. Maj 1904.

W insløw, Lars,

født 20. Septbr. 1822, cand. phil., første Optr.

15. Septbr. 1858 Barthélémy i „Onklen fra Amerika“, afg. 1859,

genans. 1860, sidste Optr. 17. Maj 1862 som Munk i „Naar kom

mer Dansken?“

Det berømte Skuespillernavn, Lars

Winsløw bar, spændte i urimelig Grad

Forventningerne til ham. Han havde

tilmed det Uheld i det Ydre at ligne

sin Fader, Carl W in sløw , uden at

eje hans Genialitet. Mindet om denne

store Kunstner skyggede for ham. Man

syntes baade paa Nationalscenen, hvor

Lars Winsløw i 1845 debuterede, og

senere paa Folketeatret, at han var

tør og træg i de Gammelmandsroller,

han spillede. Senere vandt han større

Anerkendelse i Provinserne, men op

gav dog omsider Skuespilkunsten og

blev Lærer i Toelt ved Humlebæk,

hvor han døde den 19. Marts 1891.

Hans Dattersøn er Skuespiller E lith

Pi o ved Dagmarteatret.

Winther, Jensenius,

født 24. Decbr.

1862, første Optr. 9. Septbr. 1883 som

Edvard i „Den faste Aften“, sidste

Optr. 28. Maj 1885 Lodovico i „Othello“;

senere Skuespiller i Provinserne; over

gaaet til en privat Stilling.

Winther, Johanne,

Frøken, født 5.

Oktbr. 1882, første Optr.

. Febr. 1906

som Adèle i „Boubouroche“, afg. 1907;

genans. 1908, sidste Optr. 11. Marts

1909 som Herlofs Marthe i „Anne Pe-

dersdotter“.

Frk. Winther havde frekventeret

Elevskolen og røbede baade Intelligens

og Temperament ved sin Debut paa

Folketeatret som den letsindige Dame

i „Boubouroche“, men da hendes Organ

lagde hende Hindringer i Vejen,

forlod hun Scenen og indgik Ægte

skab med Skuespiller Robert D in esen .

Wulff, Carl,

født 7. Maj 1840 i Slagelse, første Optr. 1. Septbr.

1876 som Faidé i „Familien Danicheff“, sidste Optr. 30. Maj 1884

som Alidor i „Rejsen til Kina“; derefter indtil

. Juni 1887 ansat

ved Dagmarteatret.

Han var Søn af jødiske Forældre og naaede ikke at blive Svend

hos den Urtekræmmer, hos hvem han stod i Lære, inden han i

1858 begyndte sit Skuespillerliv paa Alhambra; derefter rejste

han i Provinserne og Norge. Den 9. April 1863 debuterede han

som Edvard i „Deri unge Gudmoder“ paa Casino, hvor hans kønne,

mørke Ydre vakte Opmærksomhed. En vis Lighed med den da

nylig afdøde Michael Wiehe var Grunden til, at Carl Wulff (fra

1867) gjorde Lykke hos det ukritiske Publikum i nogle lyriske

Roller paa Nationalscenen, skøni hans Romantik var vammel-

følsom og traditionel sentimental. Drøm og Lidenskab laa fjernt

fra hans Personlighed, der bundede i et ingenlunde dybt, men

livligt Temperament. Da Emil Poulsen fremstod, blev Carl Wulff

overflødig, og han forlagde da atter (1869) sin Residens til Casinos

Folkekomedier, indtil han omsider i Revyfarcen „Peter Sørensen“

(1874) fandt Udtryk for sit egentlige Jeg: Den skeptiske, mage

lige, velpaaklædte Kjøbenhavner, Inkarnationen af den paa en-

Gang uforskammede og elskværdige Galning fra Tiden før As

faltens Dage. Efter denne Typedannelse tilbragte Wulff otte

lykkelige Sæsoner ved Robert Watts Scene som Hovedstadens

mest populære Bonvinant og Ræsonnør. Hvad Frederik Madsen

var for Folketeatret i Tresserne, blev Carl Wulff i Halvfjerdserne,

men i Talentets Oprindelighed og Omfang kunde de to Skue

spillere ^ikke sammenlignes. Madsen var mangfoldig og over-

daadig i sin Evne, Wulff var derimod saa ensartet, at han maatte

omforme Rollerne efter sit Naturel, Ydre og Væsen. Hans Kjø

benhavner var en morsom Drivert med slæbende Gang og lialv-

Harald Hansen,

Billetkasseier 1£85—1900. Inspektør 1900—1911.