285 / 392
Brandvæsen.
279
Der var næppe noget, vore Forfædre frygtede saa meget
som I l d e b r a n d , man kunde næppe tage det Ord i Munden
uden at tilføje: Gud foi'byde, hvilken Gud naadelig afvende,
den allerhøjeste Gud beskærme os naadelig og deslige
fromme Ønsker. Det var ej heller nogen Spøg, den brand
lidte fik ingen Godtgørelse, og al hans Velfærd gik til
Grunde, da de fleste Huse endnu var byggede af Bindings
værk og med Træbeklædning indvendig; med de daarlige
Slukningsredskaber kunde der næppe være Tale om at redde
andet end Nabohusene, men ikke det Hus, i hvilket der
først kom Ild. Til at holde Øje med Byen var der 2 Brand
vagter, nemlig i Vor Frue og S. Nikolaj Kirketaarne, hvor
der, i hvert var 2 Vægtere eller Kurer, der skulde klemte
med Klokkerne, naar de saa nogen Ild. Ved Klemtningen
hidkaldtes alle Tømmermænd, Murmestere, Fiskere og Baads-
mænd, og det var deres Pligt at bestige det brændende Hus
og søge at slukke; det paahvilede Dragerne at skaffe Vand
tilveje med Kærrer og Børe og Vognmændene at køre Vand
til i Vogne.
Paa Raadhuset opbevaredes Læderspande og
Stiger, ligesom hvert Kvarter desuden havde sine, hvilke
Rodemestrene og Vagtskriveren skulde skaffe frem. I Ga
derne i Nærheden skulde de, der havde Brønde i deres
Gaarde, straks give sig til at drage Vand op og bære til
Ilden, og de, der havde Ølkar men ingen Brønde, skulde
være pligtige til at bringe dem til Ilden, at andre kunde
fylde Vand deri.
1549 blev det strengelig forbudt alle
Kvindfolk, Piger og Børn, som ikke kunde og ej heller vilde
gøre Gavn, at lade sig finde ved saadan Ild, ej heller maatte
nogen Gæst være tilstede; hvis saadanne Folk fik nogen
Skade, Hug eller Slag, skulde de have det for Hjemgæld.
De Borgere, der ikke var tilstede ved Slukningen, skulde
med deres Svende dels søge det nærmeste Torv, dels begive
sig til Portene, Voldene eller hvor de ellers blev forordine
rede, „at afværge Forræderi, som tit og ofte desværre sker
i saadan farlig Tid“ . Hvem det var, der da „forordinerede“