290 / 392
284
Brandvæsen.
sig ved liden, og den, der udeblev, havde forbrudt sit
Haandværk og sin Næring; men fik Ilden Overhaand, skulde
alle Haandværkere og alle andre Borgere møde og hver af
sin yderste Formue hjælpe til at slukke og dæmpe. Brønd-
mestere og Vandkikkere skulde ogsaa møde for, om det var
fornødent, at aabne de nærmeste Vandledninger.
Uved
kommende, saasom „Kvindfolk, Drenge eller andet saadant
Gesinde“ , blev holdt borte af det væbnede Vagtmandskab, og
det var forbudt fremmede og Udlændinge at forlade deres
Opholdssted.
De, den viste sig flittige ved Slukningen,
skulde have Belønning, og hvis nogen kom til Skade, skulde
han ikke alene helbredes paa Menighedens Bekostning, men
endog belønnes, og kunde han i Fremtiden ikke fortjene sit
Brød, forsørgedes han med fri Underholdning sin Livstid.
Til Forebyggelse af Ildebrand befaledes der Rensning af
Skorstene en Gang hvert Ilalvaar og flittigt Tilsyn med Ild
og Lys, hvox-for Brandmestrene ved Juletid, ligesom det
hidtil havde været sædvanligt, skulde gaa omkring hver i sit
Kvarter og formane Folk til Forsigtighed. Skorstensfejerne
skulde efter deres Instrux idelig lade sig høre og finde i
Gader og Stræder, og der var en bestemt Taxt for deres
Arbejde.
Brandmestrene skulde have flittigt Tilsyn med
dem, som holdt „Garkøkken“ *) og Gæsteri i Kældre eller
paa andre utilbørlige Steder, hvor der ingen Skorstene
fandtes.
Der maatte ikke haves Skorstene udaf Kældre
igennem Muren, ej heller i udbyggede Skur, men de skulde
alle gaa gennem Taget. I Stalde og paa Lofter maatte
kun bruges Løgter, Bagerovne skulde være af forsvarlig
Grundmur og ved Maltkøller skulde altid staa en Tønde
med Vand, ligeledes skulde Købmændene være forsigtige
med Oplag af Hør, Hamp, Beg og Tjære.
1653 udkom denne Brandordning paa ny med det
Tillæg, at hver B r a n d m e s t e r skulde have en Und e r -
*) Stegekælde .