Previous Page  295 / 392 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 295 / 392 Next Page
Page Background

Rigens Profos. Yagtskriveren.

289

Ansøgning fra Vagtmesterens Kvinde, og hvis hendes An­

givelse befandtes rigtig, da sørge for at han kom paa fri

Fod. — 1611 fik Vagtmesteren Penge til Krudt og Bly til

at skyde Hunde paa Volden. I November samme Aar, altsaa

da Antoni er bleven fængslet og en ny Vagtmester beskikket,

udstædte Kongen den Befaling, at R i g e n s P r o f o s skulde

have Opsigt med Vagtmesteren, at han ingen Ubeskedenhed

øvede imod Adel eller TJadel, „som til denne Tid sket er“ ,

men at han flittig besøgte saadanne Steder, hvor der lod sig

finde allehaande Selskab, og efter yderste Formue ved Natte­

tid hjalp at befri Gader og Stræder for al Modvillighed.

Hvis Vagtmesteren blev forulempet af nogen, skulde Rigens

Profos komme ham til Hjælp med sine Soldater, indtil By­

fogden kunde faa Underretning1).

Dette var det første Forsøg paa Indsættelse af en

Mand, der paa Kongens Vegne kunde have Tilsyn med

Kjøbenhavns Politi, men det var først det enevældige Konge­

dømme forbeholdt at beskikke en særlig Politimester. Poli­

tiet vedblev fremdeles at styres som hidtil af Magistraten og

Byfogden i Forening, uden at vi ellers hører noget om Ri­

gens Profos. Denne Embedsmands Pligt var det ellers at

haandhæve Retsplejen i Hæren.

Ifølge en Bestalling af

1590 skulde han tillige føre Kjøbenhavns Borgere i Marken,

naar de blev tilsagte til Mønstring, og stille dem i Slag­

orden2). Det er altsaa i hans Egenskab af Befalingsmand

over Kjøbenhavns Væbning, at det faldt natui’ligt at give

ham det omtalte Tilsyn med Vagttjenesten.

Ved Vagten var ogsaa ansat en V a g t s k r i v e r , der

holdt Mandtal over og tilsagde de Borgere, der skulde gøre

Vagt, ligesom han oppebar Vagtskatten. Han modtog derfor

en aarlig Løn af Staden og desuden 1 Mk. for hver Dag,

eller Betaling for 2 Vagter, desuden havde han fri Bolig.

K. I). III 155—56. V 148j 161—62, 164-, 171, 180. 2) Rosen-

vinge: Gl. danske Domme IV 217.

19