114 / 154
109
for hende som det dejligste i Verden at komme til
at se —
netop
Verden?
Hun sagde
ikke:
»Se Neapel og
dø!«
Nej, hun
vilde til Neapel, (helst flere Gange), og da
leve
i
Minderne.
Efter hendes Søn havde giftet sig, lykkedes det
hende at naa ud til de »forjættede« Lande.
Min Mormoder, E tatsraadinde
Isidora Augustinus
og dennes to elskelige Søstre, Justitsraadinde
Jeanine
Berthelsen
og Konsulinde
Emilie Gottschalk
opfor*
drede hende nemlig til at rejse med dem paa deres
dengang aarlige Ture, og med den største Lyst slog
hun til.
Og lige til min Bedstemoders allersidste Dage
talte hun med Taknemmelighed om den Lykke, som
de tre Søstre havde forskaffet hende ved baade at
lade hende nyde Schweiz, Norditalien og Revieraen.
Og da Børnebørnene var vokset lidt i Vejret,
fattede den ganske vist 70*aarige — men med en
Lø jtnantsfrues Livslyst udstyrede — Oberstinde,
den Plan »at tage Børnene med«, som hun udtrykte
sig, paa Rejse.
Til »Børnene« hørte selvfølgelig mine Forældre,
og alle fire var vi henrykte.
Under min stæ rk t rejsekyndige Faders Førerskab
startede vi da en smuk Sommerferiedag om Morgenen
fra Vesterbrogade og naaede om Aftenen Berlin.
Mit første Rejseindtryk i det fremmede var —
Restaurantwaggonen! Straks, da vi kom til Warne*
munde, entrede vi den; og jeg imponeredes mægtigt.