109 / 154
104
jeg for lidt siden havde spurgt om Vej til Politi*
stationen. Og det viste sig da, at det alligevel blev
Politiet, som skulde være min Redningsmand. Den
gode Mand fik nemlig Gadedøren dirket op, men
En trédøren kunde han ikke magte, derimod naaede
vi ud i Gaarden, og en Stige, ad hvilken jeg som en
Tyv krøb op til m it eget Sovekammervindu, under*
støttede B e tje n te n . . . Ja, saadan sluttede
Schorn,
kun én Gang har jeg væ ret paa Politistationen, og
glad var jeg alligevel bagefter over, at jeg blev smidt
ud, havde de beholdt mig — som jeg ønskede —
havde det sikkert kun væ ret for henad Morgen*
stunden at sende mig paa — sjette Afdeling!
En anden »Trappehistorie« skal jeg ogsaa refe*
rere.
Schorn
kom sent hjem, meget sent, og fandt Ga*
dedøren staaende halvt aaben, og inden for den saa’
han et Par. Den kvindelige Del takserede
Schorn
straks, det var en uforfalsket »Kisselinke«, som han
kaldte den A rt Damer, om Herren var et tilfældigt
Offer eller en Slags »Forlovede«, kunde han ikke
afgøre. Im idlertid forlangte han, at P arre t skulde
fjerne sig. Dette var Herren nok nogenlunde villig
til, men F ruentim ret blev grov og skældte den for
Kærlighedens Almagt i Ø jeblikket uforstaaende
Schorn
ud for slemme Ting, og anmodede ham iøv*
rigt om hurtigst muligt at skruppe op paa sit Hum*
mer, hvis ikke hendes Kæreste skulde ordne ham
paa anden Maade. Im idlertid maa Mandfolket ikke
have haft meget Mod eller slet ingen Lyst til at
ordne
Schorn,
thi pludselig stak han af gennem den