105 / 154
100
hos min Bedstemoder, hvor han var en lige saa
s ik s
ker og kærkommen Gæst; men en særlig Nimbus
stod omkring et Besøg i
hans egen Bolig.
N aar man
ringede paa, kom han selv og lukkede op — alene
som han var, efter at han var bleven skilt fra Konen,
den eneste vistnok, som ikke efter Fortjeneste har
ska tte t ham hø jt nok — han var altid i Slaabrok og
broderede Tøfler, Gaver selvfølgelig — (ligervis Pe=
ter Willemoes var han alle faure Pigers — og tillige
de gamle M atroners — Ven) — og den meget lange
Pibe, som frembragte mægtige Røgskyer, hørte med
til Billedet af ham.
N aa r man saa havde faaet Plads i en fin garns
mel RokokosLænestol, var der nok at se paa. De
to smaa Stuer, en Dagligstue og en Spisestue var
fyldt med gamle, fine Møbler, der var særlig et pragts
fuldt Skab med Glasvægge, og det rummede mors
somme Snurrepiberier. Paa Væggene hang Families
po rtræ tte r og Landskabsmalerier fra den gode Tid.
En Samling Pennetegninger havde han ogsaa af
M a n
strand, Lundby
og
Frölich.
— Og han selv! Hvor saa
han ikke pragtfuld ud! Et ædelt, aabent Ansigt havs
de han, med kloge, men dog saa milde Øjne. Han
havde Skæg som
Napoleon III^
men han lignede mere
den navnkundige franske Maler
Gérome,
en af de
mest udprægede af de Kunstnerkarakterer, som det
andet Kejserdømme udviklede.
Og altid »oplagt« var han.
Goethe
har i Balladen: »Der Schatzgräber« sagt:
»Tages Arbeit! Abends Gäste; saure Wochen!
frohe Feste!«