EnLykkeligTid

103 / 154

98
og Tysklærer, og-særlig blev det »Borgerdyden«, han
kny ttedes til.
Lidt Formue havde Schorn efter sin Fader, men
Pengene gik sig en Tu r paa en aparte Maade, der
viser, hvilken suveræn Foragt Schorn havde for det
arvede Mammon. En Sagfører var bleven anbefalet
ham som en dygtig Adm in istrator, og en Dag van?
drede da Schorn hen til P roku ra to ren for at søge
gode Raad. Men enten det nu var, fordi denne var
flyttet, eller Schorn gik efter forkert Adresse, den
anbefalede Jurist boede ikke, hvor Schorn mente
at finde ham.
Og saa kommer det mærkelige, det man egentlig
ikke skulde tro muligt, naar Talen er om en intelli?
gent Mand — hvis man da ikke havde kend t og
forstaaet Schorn — han gik nemlig op til en anden,
og for ham helt fremmed Sagfører, der boede i Fluset
ved Siden af den, der søgtes.
Og Schorn gav den fremmede sine Penge at spe?
kulere med!
Det gik saa godt med Spekulationerne en lille
Tid. V inkelskriveren lovede fint Udbytte, naar Ka?
pitalisten forespurgte; men en skønne — eller re ttere
sagt en b itter — Dag meddelte P rokurator Fuks?
schwantz, eller hvad Fyren hed, sin Klient, »at nu
var der ikke mere, og saa skyldte Hr. Schorn endda
en vis, m indre Sum!«.
Ja, utrolig lyder Historien. Men sand er den.
Schorn talte meget sjælden om sin tab te Formue;
men jeg har dog ved et Par enkelte Lejligheder hørt
min Fader drøfte Sagen med ham, dog uden at det,