![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0107.jpg)
102
op. Denne stod im idlertid paa Klem, og efter min
Gæst var gaaet, smækkede jeg selvfølgelig Døren,
sildigt som det var, over Midnat. Men just som
Døren knaldede i, opdagede jeg, at jeg ikke havde
m it Nøgleknippe med. Jeg var altsaa lukket
inde
paa Trappegangen og
ude
fra min Lejlighed; jeg
satte mig saa ned paa et T rin og tænk te over min
Skæbne, og jeg fik god T id dertil, det varede en
Time, før der kom nogen, som vilde ind, det var en
Haandværker, som med sin Kone og en talrig Børne?
flok boede ovenover mig. Jeg forklarede ham Situa?
tionen, den han — lidt bedugget som han unægtelig
var — kun med Møje opfattede; men han lod mig
dog slippe ud paa Gaden for at jeg, som jeg op*
lyste ham om, kunde vandre hen paa den nær*
meste Politistation, hvor jeg mente at kunne faa
Lov til at tilbringe N atten . Særlig tro r jeg, at det,
at jeg
frivillig
gav mig Politiet i Vold forundrede
den brave Mand særdeles. Naa, jeg hyldede mig ind
i min Slaabrok og stod snart efter i grønne brode?
rede Morgensko med min lange Pibe, der desværre
var røget ud, paa det lille Torv for Enden af Kors*
gade, hvor en Betjent oplyste mig om, hvor den nær?
meste Station var, og saa tog jeg Vejen derhen. Jeg
lod mig fremstille for en Overbetjent, hvem jeg
nøjagtig forklarede i hvad Ulykke jeg var geraadet
og had mindelig om N attely indtil Klokken var 6,
til hvilken T id jeg vidste, at Gadedøren aabnedes.
Overbetjenten saa m istroisk paa mig og indledede
et Krydsforhør over mig, men han kunde aabenbart
ikke rigtig gribe mig i nogle Selvmodsigelser og