EnLykkeligTid

milie og Moderen Hamborgerinde. Men en mere

brav, ægte dansk Mand end

William Schorn,

skulde

man lede længe efter. Han elskede sit Land, han

kunde bringe T aarer i Øjnene, baade hos Unge og

Gamle, naar han talte om Danmarks Fortid og de

historiske — glade eller sørgelige — Tider, han selv

havde oplevet, T reaarskrigen og 1864. Men aldrig

mærkede man den mindste Smule Chauvinisme eller

falsk Klang i Tonen. A t stille sig op og holde Tale

»for gamle Danmark og de sønderjydske Brødre«,

at være med til at raabe Hurra ved Grundlovsfester,

som jo i min Barndom var en Form for Forlystelse,

eller at staa i Flag# eller Danmarksforeninger eller

^Samfund — alt saadant laa ikke for

Schorn;

han

var for det første en beskeden Mand, men tillige

havde han — om end hans Livssyn og T ro paa

Menneskene nok kunde kaldes optimistisk — en

vis Skyhed for Mængden og ikke nogen særlig Fæl#

lessans, saaledes at forstaa, at han skulde indrullere

sig i Rækker; hans Forstand var skarpere end de

flestes, og han saa’ med nogen Overlegenhed paa

Borgerskabet; derfor kunde han nok være beskeden

og ikke mene, at det just maatte være

ham,

der var

prædestineret til at spille første Violin.

Schorn

var oprindelig Maler. Dyr og Landskap

bet skildrede han. Som ung fik han et Billede solgt

til Kunstforeningen, det saa’ ud, som et Talent skulde

udfolde sig. Men det gik anderledes.

Schorn

forstod

selv

først og fremmest, at han aldrig vilde naa frem

i første Række, og han resignerede og blev Tegne#

Gustav Bauditz: En lykkelig Tid.