EnLykkeligTid

var da til Charlottenlund. Hvorpaa jeg fik et ly*

nende Ø jekast og en skarp Formaning om for Frem*

tiden at gaa paa mine Ben saadan en Stump Vej!

Svært fornøjelig var hun iøvrigt, den gamle; hun

havde et U tal af A nekdo ter at opvarte med — mest

fra sin Yndlingskonge, Frederik VI.s Dage. Og hun

hørte til dem, der bestem t troede paa den gamle

Krønike, at Enkedronning

Juliane’Marie

havde ladet

Kongens mange Drengebørn ombringe eller forby tte

med dødfødte, for at hendes eget Afkom, »Pukkel*

prinsen«s, (saadan kaldte hun A rveprins

Frederik)

kunde komme paa Tronen.

Som før bemærket: Jeg elskede Nørrebro . Og

m idt i H je rte t af denne Bydel boede et Menneske,

som næsten kom til at betyde for mig selve Nørre*

bros Sjæl.

Den, jeg tænker paa, var en gammel fattig Kone,

Madam

Rasmussen

hed hun; sin Bolig havde hun

i et lille Hus i Nørrebrostræde, der støder ud til

Nørrebrogade. Huset — eller snarere den lille Rønne

— hører til de ældste Bebyggelser paa Nørrebro ,

det rummede nogle smaa Stuer, der laa lidt under

Gaden, uden at være Kælder, med et bitte Køkken.

Jeg skriver: Huset

hører,

thi mærkværdig nok har

det faaet Lov til at ligge endnu, allerede for over

tredive A ar siden hed det sig, at det skulde falde,

men en forunderlig Skæbne har bevaret det, nu bru*

ges det vistnok til Værksted.

Her boede altsaa Madam Rasmussen. Hun hav*

de fundet Vej til min Bedstemoder, medens denne