95 / 154
90
ikke en Professor ved Universitetet, som vilde drikke
et Glas til Æ re for sin Ven Kammerherren.
Im idlertid holdt min Fader ko rt efter en Tale, der
— om jeg saa maa sige — var af en ganske anden
Aand, og »Hr. Pers« glemte man hurtigt.
D et var altsaa første Gang, jeg kom i Forbindelse
med den mærkelige Mand. Anden Gang, jeg stødte
paa hans Navn, var, da han fandt Damestøvlerne
uden for en Students Værelse paa et af Collegierne
og derved bragte sig i Erindring. Og endelig havde
jeg — som Journalist — en Samtale med ham i
1909. Han kom da ind paa Homoseksualismen, og
han lagde overfor Emnet den mest haabløse Uviden*
hed for Dagen. Enhver Homoseksualist betragtede
han som en fuldkommen — sig selv bevidst — for?
hæ rdet Forbryder, der mere end Tyv og Morder var
Straf skyldig. Der var absolut ikke Tale om blot
den, der forfører mindreaarige. Enhver, som var
født med sygeligt erotisk Gemyt i den paagældende
Retning, fordømte han paa den skarpeste og mest
stupide Maade.
Man maa nu ikke tro, at det kun var Kammer*
herrer og G rever og lignende aristokratiske Perso*
ner, jeg traf i min Bedstemoders Hus — der saa*
mænd var »borgerligt« nok i den Forstand, at man
levede tarveligt til daglig og i hve rt Fald slet ikke
kendte al den Luksus, som nu er nødvendig i ethvert
Hjem. Ja, utroligt er det, hvor
lidt
hele den Kreds,
jeg nu har omtalt, egentlig forlangte i Retning af