90 / 154
85
om at sparke til en Bold eller slaa hinanden paa
Snuden.
Vi kom imidlertid hjem igen, og A ftenen gik paa
mere behagelig Maade.
Axe l Madsen
og jeg fik talt
ud om hans Fugle — og jeg kom straks til at holde af
den fine, stilfærdige, men dog saa lunerige Mand, der
endelig førte an i nogle Ordsprogslege, som vi alle
morede os med —
den
A rt af Lege forstod jeg, men
Fodboldspillet var mig inderlig imod.
I Drengeselskabet var ogsaa en ung Gæst, som
interesserede mig, den eneste jeg overhovedet lagde
Mærke til, det var
Poul Reumert,
han forekom mig af
en ganske anden Støbning end de andre, men
al
for
voksen og overlegen. Jeg tro r ikke, vi den Aften
vekslede Ord.
Og saa skulde vi dog mødes en 4—5 Aar efter i
Skolen og et Venskab
for Livet
blive Resultatet heraf!
Hos Madsens — eller rettere paa Fælleden — traf
jeg ogsaa første Gang
Elith Reumert.
Han kom —
hvad der dengang vakte Opsigt —
cyklende
ud for at
se paa Drengeselskabet. Men
Elith Reumert
betragt
tede jeg ogsaa med megen Interesse. Han og
Axe l
Madsen,
det vidste jeg selvfølgelig, var begge kny tte t
til det mærkelige dejlige Hus paa Kongens Nytorv,
hvor ogsaa min Fader havde sin daglige Gang, men
som jeg ikke maatte komme i, før jeg var fyldt 10
Aar, saa skulde jeg hen at se »Elverhøj«, det var bes
stemt lovet mig. Jeg havde ganske vist været der én
Gang, og jeg havde ovenikøbet været paa selve Sce?
nen; en Dag havde min Moder nemlig taget mig med,