EnLykkeligTid

Sophus Bauditz var

nu ogsaa en sjælden,

meget

sjæl*

den, Søn.

Jeg husker, min Bedstemoder har fo rtalt mig mange

Gange, hvorledes Sophus aldrig nogensinde kom

h jem en A ften eller N a t — og han deltog jo som ung

i overordentlig megen Selskabelighed, ligesom Stu?

denterforeningen lagde Beslag paa ham — uden han

gik ind til hende og gav omstændeligt Referat af,

hvad han havde oplevet. A t Moderen selv kom ud,

i T eatre t, til Fester, som »Værtinde«, i Studen terfore*

ningen naar der var Bal o. s. v., sørgede han ogsaa

for. Og min Bedstemoder — der ikke tidligere i sit

Liv havde kend t til den A rt af Forlystelser, som

tvæ rtim od i Aarhus havde fø rt en re t trist Tilvæn

relse, i hvert Fald ganske uden Adspredelser, og i Kø*

henhavn, hvorhen man flyttede efter min Bedstefar

ders Afsked og min Faders Studentereksamen, i de

første A ar havde haft en syg Ægtefælle at passe —

min Bedstemoder, der ejede et sundt, livslystent Ge=

myt, tog da

Revanche

og nød Livet og . . . drak af

Dum — nej

det

kan man dog ikke sige. Ligesaavel

som hun i Dyd og gode Sæder havde kunnet staa som

et Mønster — ikke alene i »den gamle frivole Tid«

— saaledes var Vin hende en Vederstyggelighed; kun

»femogtyve D raaber Portvin« tog hun — som om det

var Bitterm ixtur — ved højtidelige Lejligheder, og

et lille Glas Champagne kunde hun nippe til, endog

med et vist Velbehag tro r jeg!

Som sagt min Fader var en god Søn; og det var

uden Tvivl med en vis Sorg, at min Bedstemoder saa

ham forlade H jemmet for at gifte sig med den unge