EnLykkeligTid

nem Isen en mørk og streng V in terna t i en mere eller

mindre fjern Fortid.

Nørrebro var i min Barndomstid endnu et lille

Stykke af det Havernes Eldorado, man i Midten af

forrige Aarhundrede kend te det som. Dog ogsaa den

bebyggede Del af det, først og fremmest den elskede

Evaldsgade, men tillige Blaagaardsgade og Korsgade,

havde sin egen Hygge — og har det den Dag i Dag —

for mig! Jeg har altid syntes, at Nørrebro var for*

lenet med en egen Stemning, man finder dér »det

gamle København« — til T rods for, at det er »det

nye« i Modsætning til Adelgadekvarteret t. Eks. —

som in te t andet Sted. Denne Kærlighed til N ørrebro

kunde maaske stamme fra, at jeg færdedes dér i Barm

dommens lykkelige T id; men paa den anden Side har

jeg aldrig kunnet fordrage Vesterbro , altid har denne

Bydel væ ret mig imod.

. . . Min Bedstemoder solgte altsaa sin Villa og

flyttede hen i Evaldsgade Nr. 4, hvor vi havde boet

en ko rt Tid, forinden vi drog til Vesterbrogade, og i

Evaldsgade havde jeg, som sagt, et andet Hjem.

Efter at min Bedstemoder havde m aa tte t give AT

kald paa sin Søn, førtes hendes Kærlighed for en Del

over paa den ældste Sønnesøn.

Men det skal siges til hendes store Ros — eller

som et Bevis for hendes sunde Sans — at hun ikke

samtidig blev blot den forkælende Bedstemoder, i

hvert Fald var hun i første Række

opdragende

—

sikkert fordi det var den

moderlige

Kærlighed, som

gjorde sig gældende — om end maaske nok hun til

T ider betragtede den lille Gustav som et lidt for