89 / 154
84
— T rangen til at tage Del i jævnaldrendes Glæder
og Sysler; jeg blev i al for høj G rad en ensom i de
unges Selskab. Og Sport, Friluftslege og lignende
Drengefornøjelser forstod jeg mig slet ikke paa at gom
tere. N aa r jeg ogsaa som Voksen — som ganske ung
Landskabsmaler — kunde leve med den største Til?
fredsstillelse i Maaneder uden menneskelig Omgang,
da har ganske sikkert min Opdragelse — den jeg
imidlertid saa villig gav mig ind under — sin Skyld
deri.
Jeg husker, jeg var i 8?Aars A lderen i Drenge?
selskab hos Skuespiller
A x e l Madsen
ved D et kgl.
Teater, hvis Søn
Poul,
den senere Operasanger, var
paa min Alder. Madsens boede i Stockholmsgade lige
ved Sølvtorvet, og straks, da jeg naaede ind i Daglig?
stuen, befandt jeg mig saare vel — fordi jeg nemlig
opdagede et sto rt Flyvebur med tropiske Fugle. Jeg
har lige fra mine yngste Aar væ ret »fuglegal«, og en
Overgang som Barn var det min Drøm at opnaa den
Lykke at kunne have to Siskener i Bur, tilsidst op?
fyldte min Bedstemoder Ønsket.
A ltsaa blev jeg, saasnart jeg saa’, at jeg i
A xe l
Madsen
havde en forstaaende Ven, glad ved den sag?
lige Samtale, jeg ventede mig med ham.
Men straks efter Ankomsten maatte hele Selska?
bet afsted over Fredensbro for paa Fælleden at dyrke
Fodboldspillet. Jeg var rasende. D et er iøvrigt den
eneste Gang i mit Liv, jeg har været med til at udøve
den A rt »Sport«, heller ikke nogen Sinde har jeg
overværet en offentlig Sportskamp, enten det gjaldt