EnLykkeligTid

da hun skulde hente sin Mand paa Teatre t, og min

Fader vandrede saa lidt rund t med mig for til Slut at

standse og sige med megen Alvor: — Nu staar Du

p aa Det kongelige T eaters Scene! Og jeg fik sam*

tidig at vide, at den Dekoration, som omgav mig, var

til »Wilhelm Tell«. Alvoren, min Fader talte med,

sm ittede mig, og skønt jeg neppe var mere end fem

Aar, saa husker jeg, bogstavelig som var det for en

Time siden, min V isit paa T ea tre t — kun én Gang

senere har jeg været paa Scenen, det var, da den nye

Belysning til Rundhorizonten var indstalleret, men

til T rods for alle de dejlige Skyer, Nord lys og andre

Himmelfænomener, man ved samme Lejlighed saa’,

mærkede jeg ikke den Betagelse, som greb mig, idet

min Faders O rd lød: — Nu staar Du paa Det konge*

lige T eaters Scene! D et var hans egen Ærbødighed

for Stedet, som overførtes paa Sønnen.

Det var et forholdsvis gammeldags Hus — et af de

første af det nye N ørrebros — min Bedstemoder be*

boede i Evaldsgade. En T id kom jeg til hende hver

Lørdag Eftermiddag, naar Skolen lukkede og blev til

Søndag Aften. Og i mindre Ferier, særlig Efteraars*

ferien paa tre Dage og Juleferien, blev jeg ofte i Byen,

naar Forældrene og min Broder

Knud

tog til Beckers

paa Højagergaard, og boede da hos min Bedstemo*

der. Og vi to havde nok at gøre, der var saaledes vore

Museer, som skulde gennemgaaes. Særlig »Etnogra*

fisk Museum« i Prinsens Palæ — som jo iøvrigt er

enestaaende i Europa — kunde jeg ikke blive træ t af,

men jeg m aatte ogsaa pænt følge med paa de andre,