84 / 154
79
ret vænnet til stor Sparsommelighed, men hun ejede
Evne til med meget lidt at kunne slaa sig pænt igen*
nem — endda særdeles pænt! Havde hun Gæster
hos sig var det bedste ikke for godt; til daglig var
hun det nøjsomste Menneske.
En stærk Personlighed var hun, hendes Vilje skul?
de gerne respekteres. Min Fader morede altid sig
selv med at drille hende lidt, idet han sagde; — Ja,
Bedstemor — som hun jo altid kaldtes efter at Børne?
børnene havde vist sig —
nu
kan Du muntre Dig,
men da Far levede, da var
Du
den
lille!
Ogsaa havde
han sin Glæde i, naar der var fremmede til Stede, at
give det Udseende af, at hun havde været »livlig« i
sin Ungdom, og at hendes Mand havde haft sit Hyre
med at vogte hende. Særlig vendte han tilbage til,
da hun som ung Pige havde været i Huset hos sin
Onkel og Tante, General
Krags,
i Fredericia og dér
flere Gange havde været til Baller, i hvilke
Frederik
VII
deltog som Prins. — Du tilhører den gamle frz?
vole
Tid! var Enden paa saadan Snak, som min Bed?
stemoder altid — det var jo
det,
der morede min Fa?
der — tog op med megen Alvor og overfor de andre
tilstedeværende søgte at bortforklare.
Sin Mand havde hun sikkert elsket med virkelig
dyb Følelse. A t hun havde været »den lille« er muligt.
Da Sønnen blev voksen saa’ hun op til ham — alle?
rede mens Faderen, der mulig nok lagde en Dæmper
paa Tilbedelsen, levede. Og da hun var bleven Enke
og en 6—7 Aar boede alene sammen med sin Sophus
havde hun maaske, naar alt kommer til alt, sin lykke?
ligste Tid, det kan maaske lyde underligt, men