EnLykkeligTid

havde hun faaet sine Smykker med sig i Kisten. Om

N a tten kom saa Ligrøverne, gravede den Døde op

og vilde bemægtige sig Kostbarhederne. Men da

en Ring ikke lod sig drage af Fingeren, og den ene

Røver huggede Fingeren over — vaagnede Damen

og bad saa inderlig for sit Liv, samtidig med at hun

lovede ikke at røbe Skarnsmændene. Disse turde

imidlertid ikke opfylde Ønsket; med Spaden tilføj*

ede de den Ulykkelige et Dødsens*Hug i Hovedet

og begravede saa Liget. Forbrydelsen blev bekendt

derved, at den ene Røver paa sit Dødsleje lettede

sin Samvittighed overfor en Præst. Myndighederne

lod da Graven aabne og fandt Liget med Hugget

i H jerneskallen samt en Række kostbare Smykker,

Røverne havde ikke i deres Rædsel over den Dødes

Opvaagnen faaet skrabet alt til sig. Og for Værdi*

genstandene blev der da re jst et Mindesmærke over

Graven.

Det er mig senere fortalt, at det Bodenhoffske

G ravsted paa A ssistenskirkegaard er bleven udpeget

som Stedet, hvor den fantastisk*uhyggelige Begiven*

hed skulde have fundet Sted. Men det hele er vist

dog et Sagn uden nogensomhelst virkelig Baggrund,

frem staaet af den Skræk for at blive begravet skin*

død, som i særlig G rad viste sig i Midten af forrige

Aarhundrede, og som jo iøvrigt ikke senere helt er

forsvunden.

Madam Rasmussen talte altid om sin egen Be*

gravelse. En Skindøds Lod frygtede hun ikke; men

i Fattigjord vilde hun ikke, og en Fattigbegravelse

ønskede hun ej heller. Det blev hende ogsaa højtide*