![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0099.jpg)
94
havde hun faaet sine Smykker med sig i Kisten. Om
N a tten kom saa Ligrøverne, gravede den Døde op
og vilde bemægtige sig Kostbarhederne. Men da
en Ring ikke lod sig drage af Fingeren, og den ene
Røver huggede Fingeren over — vaagnede Damen
og bad saa inderlig for sit Liv, samtidig med at hun
lovede ikke at røbe Skarnsmændene. Disse turde
imidlertid ikke opfylde Ønsket; med Spaden tilføj*
ede de den Ulykkelige et Dødsens*Hug i Hovedet
og begravede saa Liget. Forbrydelsen blev bekendt
derved, at den ene Røver paa sit Dødsleje lettede
sin Samvittighed overfor en Præst. Myndighederne
lod da Graven aabne og fandt Liget med Hugget
i H jerneskallen samt en Række kostbare Smykker,
Røverne havde ikke i deres Rædsel over den Dødes
Opvaagnen faaet skrabet alt til sig. Og for Værdi*
genstandene blev der da re jst et Mindesmærke over
Graven.
Det er mig senere fortalt, at det Bodenhoffske
G ravsted paa A ssistenskirkegaard er bleven udpeget
som Stedet, hvor den fantastisk*uhyggelige Begiven*
hed skulde have fundet Sted. Men det hele er vist
dog et Sagn uden nogensomhelst virkelig Baggrund,
frem staaet af den Skræk for at blive begravet skin*
død, som i særlig G rad viste sig i Midten af forrige
Aarhundrede, og som jo iøvrigt ikke senere helt er
forsvunden.
Madam Rasmussen talte altid om sin egen Be*
gravelse. En Skindøds Lod frygtede hun ikke; men
i Fattigjord vilde hun ikke, og en Fattigbegravelse
ønskede hun ej heller. Det blev hende ogsaa højtide*